Hundredvis af folkedansere til i Øster Bjerregrav
Det traditionsrige folkedanserstævne i Øster Bjerregrav vender tilbage med fornyet styrke.
Ved sidste års folkedanserstævne i Øster Bjerregrav, var der en del tvivl om stævnets fortsatte skæbne. Bjerregrav Folkedanseres medlemstal er nemlig skrumpet meget. Men der bliver et stævne igen i år – 2. påskedag som sædvanligt.
– Vi er blevet så få, at vi var i tvivl om foreningens fortsatte eksistens. Det affødte en del spørgsmål fra deltagerne. Men på en efterfølgende generalforsamling i foreningen besluttede vi at fortsætte. Det har vi høstet megen anerkendelse for, og anerkendelsen har vist sig ved, at vi i år har lige så mange deltagende hold som sidst. Det vil sige, at der om eftermiddagen er opvisning ved 12 hold, heriblandt de dygtige børn fra Langå-Vellev og det ikke mindre dygtige ungdomshold samme sted fra. Ungdomsholdets opvisning plejer at byde på en forfriskende nyfortolkning af de gamle danse, fortæller Søren Erik Nissen fra Bjerregrav Folkedansere.
Sidste år var der godt 300 gæster til opvisningen om eftermiddagen og cirka 200 til ballet om aftenen. Musikken bliver igen i år performet af Jan Michaelsen og hans kumpaner, og ballet om aftenen ledes af Lone Schmidt. Arrangementet finansieres af erhvervslivet i Randers og omegn samt et lotteri i løbet af aftenen.
Stævnet finder sted mandag 28. marts kl. 10 i Bjerregravhallen.
Kommentarer