Randers By

HR- og personaleudviklingschef tiltræder i Randers Kommune

Maria Sofia Schou, ny HR- og personaleudviklingschef i Randers Kommune. Pressefoto

Randers Kommune har netop ansat 49-årige Maria Sofia Schou i en nyoprettet stilling som HR- og personaleudviklingschef. Hun tiltræder 1. august og skal drive et stærkere fokus på personaleudvikling i Randers Kommune. Som led i tilpasningen af organisationen, der er gennemført i løbet af foråret, har Randers Byråd besluttet et øget og stærkere fokus på personaleudvikling.

Maria Sofia Schou kommer fra en stilling som kontorchef i Børn og Unge i Aarhus kommune og har også erfaring som chefkonsulent i HR og Strategi i VIA med særligt fokus på strategi-, ledelses- og organisationsudvikling. Det lange cv viser også erfaring som både projektleder og som uddannelsesleder for pædagoguddannelsen i VIA spredt på tre campusbyer. Dermed har hun netop erfaringer, som kan styrke udviklingen af en stærk kompetenceudviklings- og rekrutteringsstrategi i Randers Kommune.

– Vi får i Maria en fagligt stærk chef med et stort drive og personlig gennemslagskraft. Hun skal stå i spidsen for Personale & HR – en afdeling, der i forvejen er driftssikker og velfungerende. Med Maria får vi derfor flere ledelsesmæssige kræfter til at styrke det udviklingsorienterede og strategiske arbejde både internt i kommunen og i forhold til vores eksterne samarbejdspartnere, siger Lars Sønderby, direktør for Økonomi, IT & Digitalisering, Personale & HR.

– Jeg glæder mig først og fremmest til at arbejde for Randers Kommune – en kommune der tydeligt har markeret sig som nytænkende og handlingsorienteret i arbejdet med blandt andet nedbringelsen af sygefravær, og senest med beslutningen om at udarbejde en helt ny fælles strategi for kompetenceudvikling og rekruttering. Jeg ser også rigtig meget frem til at blive en del af en velfungerende afdeling, Personale og HR, som er kendt for høj kvalitet i opgaveløsningen, og sammen med medarbejderne her skabe gode HR-løsninger i samarbejde med både fagforvaltninger og eksterne samarbejdspartnere. Jeg ønsker netop at skabe resultater sammen med andre, siger Maria Sofia Schou.

Hun er uddannet sociolog og master i ledelse og har også en coaching certificering. Dermed har Maria Sofia Schou lang erfaring både i forhold til udvikling af visions-, strategi- og organisationsudviklingsprocesser centralt og decentralt, ligesom hun har været ansvarlig for opbygning af ledelsesprogrammer, konferencer og coaching af ledere. Samtidig har hun i sit arbejdsliv haft stort fokus på tæt samarbejde på tværs af store organisationer, med samarbejdspartnere, fagforeninger og netværk.

Samtidig er Maria Sofia Schou vokset op i Randers og det samme gælder hendes to nu voksne børn.

– Jeg glæder mig meget til at gå i gang i Randers og arbejde sammen med mange andre om at tiltrække, udvikle og fastholde kompetente medarbejdere. Og så er jeg særligt glad for, at det netop er Randers. Det er nærmest som at komme hjem og blive en del af den særlige Randers-DNA, hvor vi sætter handling bag tanker og ideer, siger Maria Sofia Schou.

Privat bor Maria Sofia Schou i dag i Beder sammen med sin kæreste. Fritiden bliver brugt i naturen eller i selskab med familie, venner og en god bog.

Kommentarer