Debat og politik

Har Østjylland råd til at negligere cykling?

Det kommunale cykelfagråd har gennemført en Megafon undersøgelse af cyklisternes tilfredshed med cykelforhold i 32 kommuner. Formålet med undersøgelsen er at give kommunerne et lettilgængeligt samlet overblik over cyklisternes vurderinger af cykelforhold, der kan benchmarkes på kommune-, regional- og landsplan.

Undersøgelsen belyser bl.a. generel tilfredshed med at være cyklist i kommunen; tilfredshed med omfang af cykelstinettet; vedligehold og fejning samt oplevelser af gener i trafikken.

– Randers og Favrskov kan da fremvise en delt 3.plads lyder det ironisk fra Jens Peter Hansen, medlem af Cyklistforbundets hovedbestyrelse og formand for Cyklistforbundet i Randers – men det er på spørgsmålet om, hvorvidt der opleves gener fra andre cyklister, og her er den nedslående baggrund jo, at der ikke er ret mange cyklister til at genere.

Undersøgelsen viser, at cyklister i Aarhus generelt er tilfredse, hvilket absolut ikke gælder for cyklister i de øvrige østjyske kommuner i undersøgelsen – Randers, Favrskov, Silkeborg, Skanderborg og Horsens – der alle roder rundt i bunden af kommuneindekset.

Gode cykelhold får flere til at cykle. Cykeltrafikken i Aarhus er steget med 15 % siden 2011, mens det i Randers er gået den modsatte vej: Her er andelen af ture på cykel faldet fra 15 % i 2012 til 10 % ved seneste opgørelse i 2016.

– Det kan undre, at kommunalpolitikerne mener at have råd til ikke at investere i gode cykelforhold siger Jens Peter Hansen og forklarer – beregninger foretaget af COWI for Randers kommune viser, at et fald på blot 2,5 % i andel cykelture årligt koster 17 mio. alene på øgede sundhedsudgifter.

Gode cykelforhold drejer sig ikke blot om flere cykelstier. Cyklister lægger vægt på cykelstier med ordentlig asfalt uden mudder, sten eller sne. Her kniber det gevaldig for Randers og Favrskov, der indkasserer bundplaceringer, hvad angår cyklisternes tilfredshed med fejning, snerydning og saltning. Nok en logisk konsekvens af en prioritering, hvor f.eks. cykelstien i Favrskov langs rute 180 ikke bliver fejet i de fem måneder fra november til april.

Kommentarer