Hansen Møbler støtter det frivillige liv i Randers
Hansen Møbler i Randers, har netop doneret en stor mængde møbler og andet inventar til det nye Frivillighedens Hus. Dermed er prikken over i’et sat for de nye rammer om frivilligheden i Randers.
Det nye Frivillighedens Hus, som åbnes mandag d. 15. august, er ved at tage form. Der er blevet hamret, banket og væltet vægge til den helt store guldmedalje. Flere frivillige har givet en hjælpende hånd med, og senest har Hansen Møbler på Århusvej i Randers doneret møbler, lamper, puder og andet inventar til huset.
– Vi er meget glade for at kunne hjælpe. Vi har valgt at donere inventar til Frivillighedens Hus, fordi vi mener, at mange får glæde af det på denne måde”, udtaler direktør for Hansen Møbler, H.C. Andersen.
Donationen vækker også stor begejstring hos medarbejderne i Frivilligværket & Selvhjælp Randers.
– Vi er utrolig glade for den flotte donation, som vi har fået fra Hansen Møbler. Det betyder rigtig meget for os, at vi får lokal opbakning til dette projekt”, udtaler Anja S. Kristensen, Kommunikationsmedarbejder i Frivilligværket & Selvhjælp Randers.
Sæt dit eget præg på Frivillighedens Hus
Den 15. august flytter Frivilligværket & Selvhjælp Randers fra deres vante lokaler i Underværket til det nye Frivillighedens Hus. Huset ligger centralt i Randers på Kirketorvet 2A (baghuset), 8900 Randers C., tæt på Skt. Mortens Kirken. Her vil Frivilligværket & Selvhjælp Randers have kontor, og samtidig vil der blive mere plads til foreninger og borgere, som ønsker at låne mødelokaler, få rådgivning omkring start af en forening eller sparring omkring hvor man kan melde sig som frivillig i Randers m.m.
”Vi synes, at det skal være foreningernes og de frivilliges hus. Vi vil gerne, at de frivillige tager ejerskab og kommer med input og ideer til hvordan huset bedst opfylder behovet for og understøtter det frivillige liv i Randers Kommune”, udtaler Louise Brown, Leder af Frivilligværket.
Flere frivillige har allerede lagt en masse kræfter i af få skabt Frivillighedens Hus, men der søges stadig efter frivillige ildsjæle, som ønsker at være med til at sætte prikken over i’et fx ved at male og indrette lokalerne. Man vil blive grundig guided i hvordan man skal udføre opgaverne, og man vil ligeledes være mere end velkommen til at komme med forslag og gode ideer.
Kommentarer