I dag den 29. juni 2017 er det 73 år siden, at otte mænd fra Hvidstengruppen blev henrettet i Ryvangen.

Én af de henrettede var kroejer Marius Fiil fra Hvidsten Kro. Hans søn Niels Fiil og svigersønnen Peder Bergenhammer Sørensen blev ligeledes henrettet. Tilbage i Vestre Fængsel sidder døtrene Tulle og Gerda. Tulle ser, at navneskiltene på døren var væk fra den celle, hvor Hvidstengruppen sad. Da er hun klar over, at de otte mænd fra Hvidstengruppen er blevet henrettet.

I vrede over henrettelsen beder Tulle om blæk og pen, og så skriver hun det kendte brev til det tyske riges befuldmægtigede i Danmark, dr. Werner Best.

Se videointerview med Gulle og hør Tulles brev til Werner Best.

I brevet giver Tulle udtryk for, at der i fremtiden vil opstå et had til Tyskland og tyskerne ved de personer, som følger efter.

Tulle Fiil stiller altså to spørgsmål, som kun ét menneske kan svare på, nemlig datteren Gudrun ”Gulle” Fiil Paetch.

Derfor har vi spurgt Tulles datter om moderens forudsigelse har holdt stik.

– Jeg har aldrig hadet hverken Tyskland eller tyskerne, erklærer Gulle Fiil Paetch. Jeg har oveni købet arbejdet i Hamborg, min moster og onkel boede i Hamborg, og her besøgte min bedstemor dem.

– Det var jo ikke tyskerne generelt, som der blev kæmpet mod, for det var jo Hitler, som opildnede dem, forklarer Gulle Fiil Paetch.

I brevet til Werner Best skriver Tulle også følgende:

”Jeg har selv en lille pige, som i dag har mistet sin far, morfar og morbror. Hun kan heldigvis ikke forstå det, men hvis hun kunne hun, ville hun alligevel være stolt af dem.”

Den påstand har vi også forelagt Gulle Fiil Paetch. Hendes svar var overraskende:

– Ja, det er jeg blevet efterhånden. Som barn havde jeg slet ikke noget forhold til at de havde gjort noget specielt. På mærkedagene skulle vi i Mindelunden for at lægge en krans, og det syntes jeg bare var irriterende, og min mor havde det altid dårligt, på de dage, bemærker Gulle Fiil Paetch.

– Der var et tidspunkt var Hvidstengruppen absolut ikke helte. Det er de blevet senere, da det blev konstateret, at modstandskampen havde betydet noget, bemærker hun.

Dermed bekræfter hun sin mors påstand i brevet til Werner Best, men tilføjer:

– Hverken jeg eller vore børn har reklameret med hvor vi kom fra, og det var min mor meget fortørnet over. Jeg kunne godt finde på at sige til gæsterne på kroen, at jeg slet ikke var i familie med dem, fordi det var det letteste, erklærer Gulle Fiil Paetch.

Det er første gang, at Gudrun ”Gulle” Fiil Paetch besvarer de spørgsmål, som hendes mor stiller i brevet. Men det er også første gang, at hun helt åbent beretter om de positive og negative følger af familiens rolle i modstandskampen.

Det er tydeligt for Tulles efterladte, at hun aldrig fik fortalt, hvad hun i virkeligheden var udsat for, mens hun sad fængslet i hhv. Aarhus, Horserød, Vestre Fængsel og til sidst i kvindefængslet i den lille by Bützow, og især for Tulle bliver det en vanskelig tid.

I tre måneder sidder hun helt isoleret og i enecelle i kælderen, uden mulighed for at få frisk luft, eller for at tale med nogen.

Hun har mistet sin far, sin mand og sin bror, og er blevet fjernet fra sin lille datter ”Gulle.”

Da hun endelig kommer hjem med de hvide busser efter krigen, er hun ikke længere den samme.

Hvordan påvirkede din mors voldsomme oplevelser hende og den øvrige familie?

– Den gang vidste man jo ikke, at der var noget som hed traumer. Derfor blev der ikke snakket om det, men det blev tiet ihjel. Derfor var hun meget påvirket af det. Ikke mindst mærkedagene var svære for hende, fortæller Gulle Fiil Paetch.

– Hvis jeg den gang vidste det om psykiske problemer, som jeg ved i dag, ville jeg nok have lettere ved at forstå hende. Men jeg havde min bedstemor, og hende holdte jeg mig til. Min bedstemor var mere mor for mig, og det var svært for min rigtige mor at forstå, beretter Gulle Fiil Paetch, og erklærer samtidig, at på trods af mange negative stunder, har hun aldrig lidt nød under dem.

Helt åbent fortæller hun, at hun og hendes mand i 1966 fik en søn, som tilfældigvis blev født den 29. juni, altså 22 års dagen for Hvidstengruppens henrettelse. Det tog Tulle drengen ilde op.

– Min mor syntes, at min søn tog noget fokus fra den mindedag. Min bedstemor derimod var storsindet, og sagde, at det var tegn på et nyt liv, og en ny tid er kommet, og selvfølgelig skulle sønnen være lige så velkommen, som andre børnebørn.

– I et interview til et ugeblad kort før min mor døde, fortalte hun, at hun havde svært ved at tilgive min søn, at han blev født netop den dag. Da jeg læste det interview, havde jeg også svært ved at tilgive min mor, at hun overhovedet kunne tænke i de baner, påpeger hun. Dog har Gulle senere erfaret, at Tulle senere har tilgivet sønnen.

Mor glemte at leve livet

På en måde glemte Tulle at leve livet, mener Gulle Fiil Paetch.

– Til nytår gik min mor et år tilbage, hvor alle vi andre gik et år frem. Jeg tror det skyldtes, at hun var bange for, at man skulle glemme den indsats, som folkene i Hvidstengruppe ydede. Og jo ældre hun blev, jo mere spekulerede hun på den måde. Så hun så ikke fremad, konstaterer Gulle.

Gulle Fiil Paetch fortæller levende om de diskussioner hun har haft med sin mor omkring mærkedage. Gulle mente, at mærkedagene fra eksempelvis 1. Verdenskrig var lige så vigtige som dem fra 2. Verdenskrig, men det var Tulle ikke enig i.

Hvor længe synes du, at mærkedagene 29. juni, 4. og 5. maj fortsat skal markeres?

– Så længe Danmark består, så synes jeg vi skal have lov til at vores mindedage i fred og ro, fastslår hun.

For Tulle Fiil sluttede 2. Verdenskrig først den dag hun lukkede øjnene. Det gjorde hun den 25. august 1983, og hun blev efterfølgende stedt til hvile på kirkegården i Gassum.