Debat og politik

Gudenåens vand er ikke en hindring – men en grund til at tænke større

Af Erik Bo Andersen, Østbroen

Medlem af byrådet, Randers Kommune

Simon Ødegaard Simonsen skriver malende om Gudenåens vandmængder – én tanklastbil i sekundet – og bruger det som argument mod et sluseanlæg ved Udbyhøj. Men netop de store vandmængder understreger behovet for en løsning, der ikke blot beskytter én bydel, men hele kommunen og fjordsystemet. Det er her et sluseanlæg ved Udbyhøj er langt mere relevant end den foreslåede Klimabro – og mere ærlig i forhold til det reelle behov.

Simonsen fremhæver Klimabroen og det såkaldte Klimabånd som den ansvarlige løsning. Men han og Moderaterne mangler stadig at svare på det mest grundlæggende spørgsmål: Hvordan skal det finansieres?

Projektet er enormt i både omfang og pris – og endnu uden nogen realistisk finansieringsplan. Kommunekassen? Statslige puljer? Lån? Eller håb? Uden svar på det spørgsmål fremstår Klimabroen som en dyr vision uden fodfæste i virkeligheden.

Samtidig er løsningen ikke helhedsorienteret. Den beskytter kun midtbyen, mens vandmasserne fortsat kan true opland, lavtliggende områder og landbrugsjord i hele fjordområdet. Et moderne sluseanlæg ved Udbyhøj kan derimod regulere både Gudenåens vandstand og beskytte mod stormflod fra Kattegat – og det med mulighed for medfinansiering fra både statslige og EU-klimapuljer, netop fordi det favner bredere og løser en national opgave.

Klimabroen risikerer derfor ikke bare at være utilstrækkelig – den risikerer at være overflødiggjort af en bedre løsning, der stadig er på bordet: slusen.

Lad os tænke i helheder og kræve ærlighed omkring både virkning og finansiering. Når vandet presser sig på, har vi ikke råd til halve svar og hele prisstigninger. En gennemtænkt løsning starter ved Udbyhøj – ikke ved et ufinansieret broprojekt midt i byen.

Kommentarer