Gimming

Google har udpeget Gimming som hjemsted for ny storstilet solcelle projekt

Google vil investere i fem solcelleparker, som bliver placeret i Gimming ved Randers, Norddjurs, Morsø, Rødby Fjord og Næstved.

Google vil i løbet af 2020 opføre i alt fem solcelleparker i Danmark, hvoraf det ene efter planen skal ligge ved Gimming i Randers. Også Norddjurs er udpeget til at lægge jord til en af solcelleparkerne, mens de øvrige tre lokationer er Mors, Næstved og Rødby.

Den amerikanske it-gigant er i gang med at opføre et stort datacenter ved Fredericia, som ligeledes ventes at være færdig og i drift i slutningen af 2020, og hvis alt går efter planen vil det være strøm fra de nye solcelleparker, som opvejer centerets energiforbrug.

– En virksomhed som Google bruger meget energi, fordi vi er med til at holde internettet kørende 24 timer i døgnet. Men vi føler samtidig et enormt ansvar for, at det sker på en så bæredygtig måde som overhovedet mulig, lyder det fra Googles danske direktør, Malou Aamund, i en pressemeddelelse.

Det er virksomheden Better Energy, som skal stå for opførelsen de tre parker i Gimming, Norddjurs og Næstved.

Aftalen med Google betyder, at it-giganten i ti år skal aftage den strøm, som solcelleparkerne producerer, til en fast pris, uddyber Rasmus Lildholdt Kjær, der er direktør i Better Energy.

– Google får selvfølgelig glæde af det, forstået på den måde, at de nu har en fast kilde til det forbrug, de har af strøm. Det giver også en forudsigelighed på strømmens pris de næste ti år, siger han.

Danmark får også gavn af projektet, påpeger Rasmus Lildholdt Kjær.

– Det tilfører ny grøn strøm i den danske energiforsyning, og det vil sige, at Google ikke tager eksisterende grøn strøm, men de er med til at tilføre ny grøn strøm, der matcher det nye forbrug, de placerer i Danmark, siger direktøren.

Han påpeger, at det er en helt ny fase for den grønne omstilling, at det er muligt at levere en grøn energiforsyning til attraktive priser og store mængder.

Kommentarer