Bjerregrav Skole glæder sig til roligt år
Det bliver godt med et år, hvor det vildeste, der skal ske, er ansættelsen af en ny viceskoleleder. Et år, hvor alle de forandringer, som dette skoleår har budt på, får tid til at bundfælde sig, synes ny skoleleder i Øster Bjerregrav, Maibritt Mark Hansen.
Maibritt Mark Hansen tiltrådte stillingen som skoleleder på Bjerregrav Skole 1. maj i år, men har været ansat på skolen siden februar 2014, først som inklusionsvejleder/lærer og efter tidligere skoleleder Søren Jørgensens afsked i december 2015 som konstitueret skoleleder fra februar 2016.
Med en læreruddannelse og en universitetsuddannelse som cand.pæd.pæd.psych. i bagagen har hun gjort sig mange tanker om god ledelse. Tanker som hun den seneste tid har arbejdet på at føre ud i livet på Bjerregrav Skole – og gjort det så godt, at den pressemeddelelse fra skolechef Henrik Johansen, der fulgte hendes fastansættelse fortalte om ”rigtig gode resultater” i en ”kort men krævende ledelsesperiode”.
Masser af forandring
Maibritt Mark Hansen har da også lagt sig i selen for at styre både skole, medarbejdere, børn og forældre sikkert igennem den massive strøm af forandringer, som skoleåret 2015/2016 har budt på: Den nationale folkeskolereform, de kommunale strukturændringer, som blandt andet flyttede overbygningen fra Bjerregrav Skole, og sidst lederskiftet.
– I Randers Kommune har det helt sikkert været en udfordring, at skolereformen og strukturændringerne trådte i kraft det samme år. Har man gang i for mange forandringsprocesser oven i hinanden, er det ofte svært ved at holde trit menneskeligt. Hos os har vi så oven i købet haft et lederskifte, opsummerer Maibritt Mark Hansen.
En fælles kurs
Selv har hun arbejdet og arbejder stadig på at udstikke en fælles kurs for lærere og pædagoger på Bjerregrav Skole.
– Bjerregrav Skole har nogle sindsygt velkvalificerede og engagerede medarbejdere, som er meget selvkørende. Selvstændighed er godt. Men jeg har gjort en indsats for at styrke den fælles kultur og den fælles vision, som jeg også mener, er nødvendig for arbejdsglæden og resultaterne, forklarer Maibritt Mark Hansen.
En del af processen mod en kulturændring har blandt andet været besøg af en psykolog der har haft samtaler med skolens medarbejdere. Arbejdet med at udforme en vision for Bjerregrav Skole har indtil videre budt på en fælles café-aften hvor både medarbejdere, ledelse, forældre og bestyrelse kom med deres besyv.
En stærk lille skole
Den nye leders overordnede ønske til fremtidens Bjerregrav Skole er et sted, hvor børnene oplever en ligevægt mellem udviklingsprocesserne indenfor faglighed, trivsel, og det sociale. Den sidste bliver nogle gange glemt i vores individualiserede tid, mener Maibritt Mark Hansen.
– Uden trivsel ingen læring – det har i mange år været et mantra. Den enkeltes personlige trivsel er uhyre vigtig. Men det er også en lektie i sig selv at lære at indordne sig og indgå i fællesskaber. Det er det tredje ben, som nogen gange glemmes, siger Maibritt Mark Hansen.
Netop her har en lille skole et fortrin, mener hun.
– Her bliver ingen børn overset i fælleskabet. Vi er ikke flere, end at alle de voksne, som det enkelte barn har om sig, taler med hinanden hver dag og kan tage eventuelle problemer i opløbet.
En lille lokal folkeskole, som Bjerregrav Skole har i det hele taget masser af styrker, som Maibritt Mark Hansen føler sig overbevist om, at byens forældre er fuldt bevidste om, og som gør, at hun ser lyst på fremtiden.
– Vi har en tradition for at levere dygtige overbygningselever til privatskolerne i Randers, og den er jeg sikker på, at vi kan holde fast i – også uden at familierne falder i ”nemhedsfælden” og tager lillebror eller lillesøster med til Randers. Forældrene ved nemlig godt, at det både er vigtigt og nemt med kammerater, som man kan følges med hjem efter skoletid. De ved også, at selvom Bjerregrav Skole ikke er så stor i sig selv, så er vi en del af det kommunale netværk med masser af faglig kompetence og muligheder for sparring, understreger Maibritt Mark Hansen.
Kommentarer