Gl. Århusvej genåbner 10. juni efter Nordic Waste jordskred

Gl. Århusvej er klar til at genåbne efter omfattende skader på grund af jordskred ved Nordic Waste.
Vejen har været lukket siden december 2023, hvor jordskredet ved Nordic Waste medførte meget omfattende skader på Gl. Århusvej. Efter en udbudsrunde vandt Arkil A/S opgaven med at genskabe vejen, og det arbejde gik i gang mandag 17. februar 2025.
Den 10. juni er der i løbet af dagen såkaldt afleveringsforretning med Arkil A/S og derfor inviterer Randers Kommune til åbning af vejen for fodgængere og cyklister kl. 15 og for bilister kl. 15.30.
”Det er en fantastisk god nyhed. Vejen er en hovedvej mellem Randers og Aarhus og har stor betydning for mange mennesker, for den offentlige trafik og også for vores infrastruktur i Østjylland. Vi glæder os rigtig meget til at genåbne vejen,” siger Jesper Kaas Schmidt, kommunaldirektør i Randers Kommune.
”For at tilgodese de mange, der har ventet på at vejen åbnede igen, har vi planlagt et arrangement, hvor det først er forbeholdt fodgængere og cyklister at opleve vej og cykelsti, og dernæst er der mulighed for at køre strækningen i bil. Og så byder vi på en pølse og kolde drikke,” siger Jesper Kaas Schmidt.
Konkret foregår åbningen således:
- 15.00 kan fodgængere og cyklister møde op ved afspærringerne i både nord og syd. Afspærringerne vil kl. 15 blive trukket til side og fodgængere og cyklister kan som de første gå den cirka 1 kilometer lange strækning og måske sige hej på midten.
- 15.30 skal alle fodgængere og cyklister være på den nyanlagte cykelsti.
- 15.30 vil borgmester Torben Hansen holde en kort tale og officielt åbne for, at de første biler kan køre på vejen i begge retning. Talen holdes ved pølsevognen. , der står ca. midt på strækningen mellem åen og vandbassinet. Herefter er vejen officielt åben for offentligheden og trafikken kan igen flyde som normalt.
- midt på strækningen mellem åen og vandbassinet vil der være en pølsevogn og serveres kolde drikke. Der vil også midlertidigt være opsat plancher som fortæller, hvad der skete, da jorden skred ved Nordic Waste.
- 16.00 er arrangementet slut.
Kommentarer