Langå

Gamle frø fra Langå gemmes i sikkerhedsbunker på Svalbard

Bidstrup Gods ved Langå har netop haft besøg af et hold frø-eksperter fra den fælles nordiske genbank, Nordgen. Genbanken er konstant på udkig efter gamle frøsorter på danske kornlofter og under besøget på Bidstrup Gods fandt man frø fra 1600-tallet.

De gamle sorter frø-bruges til at udvikle sundere frø. Ofte kan man udvikle sundere korn og frø med udgangspunkt i generne fra de helt gamle sorter. Derfor er Nordgen, der er en fælles nordisk genbank, i øjeblikket på jagt efter gamle korn og frø på danske kornlofter.

– Vi tog et koben og brækkede nogle gulvbrædder op for at se, hvad der fandtes nedenunder. Der var hovedsageligt rotte- og musselort, men der var også nogle enkelte gamle frø, der havde ligget deroppe siden det forrige århundrede, fortæller Geert de Lichtenberg, der ejer godset.

Godsets kornloft er formentlig fra sidst i 1600-tallet, og netop den slags steder går Nordgen ofte på jagt efter, fortæller direktør Lise Lykke Steffensen.

– Det er Nordgens rolle at bevare og udnytte de forskellige frøsorter. En del af de gamle frøsorter har, foruden at være kulturhistorisk meget interessante, også nogle egenskaber som vi kan bruge i dag, siger hun.

Godsejer Geert de Lichtenberg er glad for at kunne hjælpe.

– Er der sket et eller andet med årtiers eller århundredes forædling, så er der nogle egenskaber, som er gået tabt. Måske kunne de være nyttige i dag i en krydsning med moderne sorter, siger han.

Svalbard International Seed Vault er en frøbank, et opbevaringssted for frø, som ligger langt inde i fjeldet på Svalbard. Her skal opbevares op til 3 millioner forskellige frøtyper fra hele verden.

Fakta om Nordgen

NordGen eller Nordisk Genressourcecenter er en nordisk institution for bevarelse og bæredygtig udnyttelse af planter, husdyr og skove i overensstemmelse med FNs konvention om biologisk diversitet. Nordgen alene har 35.000 forskellige frø nedfrosset til minus 18 grader i deres genbank på Svalbard. Forretningen har hovedkontor i den skånske by Alnarp, hvor NordGen Plante-center findes.

 

Kommentarer