Langå

Galleri Aadalen i Langå er klar med sin 10. Påskeudstilling.

Når Galleri Aadalen åbner sin 10. påskeudstilling er det med fire markante og anerkendte billedkunstnere, Lars Henning Andersen, Helle Bang, Kjeld Jørgen Jensen og Birgit Kirke samt flere keramikere og skulptører i både bronze, jern og kobber.

Mens de fleste starter på et nyt kalenderår d. 1. januar, er påsken begyndelsen på et nyt år for gallerierne, idet det er påsken, de fleste gallerier benytter som anledning til at præsentere det kommende års nyheder og vise kunstnere frem for kunder og gæster.

Den officielle åbning er Skærtorsdag d. 18. april kl. 11, og i år kommer Helga Hjerrild, kulturkonsulent i Randers Kommune, og åbner udstillingen.

Galleriets ejer, Jens Christiansen, fortæller om følgende om kunstnerne:

Lars Henning Andersen udtrykker i sine værker glæde og optimisme. Han arbejder altid med et figurativt udtryk, men både farverne og figurerne er med til at skabe spænding og relationer.

For Helle Bang er naturen et stort drama, som set ud fra en række forskellige vinkler kan omsættes til billeder. Hendes billeder er fyldt med kontraster. Der er blide og poetiske strøg, side om side med hektiske og voldsomme strøg.

Kjeld Jørgen Jensen bevæger sig rundt i feltet mellem det naturalistiske og det surrealistiske. Han er fascineret af himlens lys og rum, og farverne er holdt i naturlige lyse toner som løfter hele motivet op.

Endelig er der voldsomme kræfter på spil i færøske Birgit Kirkes malerier. Stærke linier udgør ofte rygraden i hendes kompositioner, og som modvægt lader hun klare og rene farvetoner skinne igennem.

Alle kunstnerne har tidligere udstillet i Galleri Aadalen og præsenterer helt nye værker.

Påskeudstillingen varer fra lørdag d. 13. april til og med mandag d. 22. april (fra skærtorsdag til og med 2. påskedag) samt hele weekenden før. Alle dage fra 10-17.

Galleri Aadalen er beliggende på Lohmannsgade 12 i Langå og i påsken er der knap 200 m2 udstillingsareal. Læs mere om kunstnerne på hjemmesiden www.galleriaadalen.dk.

Kommentarer