Ø. Bjerregrav

Fuldtidslandmand af hjertet og partisoldat langt ind i sjælen

Niels Erik Christensen og hustru Bettina sammen med sønnen Nikolaj. Foto: Landbrug & Fødevarer.

Niels Erik Christensen er landmand af hjertet men også dedikeret og loyal partisoldat Han udvikler og optimerer sin bedrift uden at gå på kompromis med naturen og dyrenes velfærd. “Det frie liv som landmand, arbejdet med dyrene og naturen er det, som driver os i hverdagen”.

Som noget nyt er han valgt som byrådskandidat for Venstre, hvor han arbejder for at binde by og land bedre sammen.

Dyrevelfærd og robotter

Niels Erik går op i, at dyrene skal have det godt og trives. Her går køerne i store områder, hvor de frit kan bevæge sig. De går selv ind i malkemaskinen efter behov og der er stationer, hvor de kan blive kløet på ryggen. Man kan også følge med i livet på gården på Facebook, hvor der i ny og næ bliver lagt billeder op af projekter, maskiner og åbent hus arrangementer.

Gården har altid været topmoderne og han udvider kun, hvis det giver mening. I et interview fra 2004, siger han ”Men kun hvis der er økonomi i det, for jeg er ikke gift med mine køer, men jeg ville nødigt undvære dem”. Dette har resulteret i at køerne bliver malket af robotter, og at der er moderne faciliteter til opdræt.

Et åbent landbrug for alle

Det er vigtigt for Niels Erik at spille med åbne kort. ”Ved at invitere folk til at komme og se gården, tror vi på, at børn og forbrugere får et mere nuanceret billede af dansk landbrug – de ser, at dyrene har det godt og trives”. Han mener nemlig, at der ikke er noget at skjule, selvom man har et konventionelt landbrug. Det er også på denne baggrund, at han holder Åbent Landbrug.

I år var det anden gang han åbnede til arrangementet. I år var fokus på forskellene mellem det konventionelle og økologiske landbrug, som er helt oplagt, da sønnen er begyndt som økologisk planteavler. Men bybørnene er vigtige, derfor kommer skolebørn i alle aldre fra Randers kommune, ud på gårdbesøg eller i forbindelse med science-camp. ”Byens daginstitutioner og dagplejebørn er altid velkomne og de kommer tit forbi – Min stald er altid åben”.

Verden er ikke sort eller hvid

Niels Erik mener, at det er nødvendigt med mere information til forbrugerne omkring forskellene på økologiske og konventionelle fødevarer, så de selv kan beslutte sig på et fagligt og sagligt grundlag. Han siger i et interview fra Amtsavisen i august ”Og en ting er sikkert, verden er ikke sort eller hvid.

Konventionelt landbrug er ikke lig med dyremishandling og forurening af vores natur. Ligesom økologisk landbrug ikke er lig med ingen forurening af naturen”. Og det er derfor at det er så vigtigt at holde Åbent Landbrug, hvor befolkningen netop kan komme ud og se hvordan for eksempel malkekøerne har det.

Partisoldaten der brænder for lokalpolitikken

Selvom gården og familien fylder mest i hverdagen, har Niels Erik altid interesseret sig for  kommunalpolitik. Dette har resulteret i 10 år i bestyrelsen for Kronjysk Landboforening, hvorefter han blev formand for den lokale Venstrevælgerforening i Purhus og bestyrelsesmedlem i det lokale vandværk. Nu har han valgt at gå skridtet videre og stiller op til kommunalvalget for Venstre i Randers.

Faktaboks

Niels Erik Christensen, 53 år, blev færdiguddannet på Bygholm Landbrugsskole i 1988 og købte Høgstrupgaard i Øster Bjerregrav vest for Randers i 1989. Han er gift med Bettina og sammen har de tre voksne børn, Louise, Nikolaj og Camilla.

Bedriften tæller i dag 135 mælkekvæg og cirka samme antal kvier og kalve. Mælken afhentes hver anden dag og køres til Mammen Mejeri i Bjerringbro, hvor den bliver lavet til ost. Derudover dyrker han afgrøder på 185 hektar. Som noget nyt er hans søn Nikolaj, 26 år, blevet deltidsansat samtidig med at han forpagter 225 hektar, som han skal omlægge til økologi.

Kommentarer