Livsstil og forbrug

Frivilliges kamp mod madspild hædret med særlig pris

Hver dag sørger frivillige hos Fødekæden for at afhente, pakke og uddele overskudsvarer fra de lokale supermarkeder. Nu har foreningen vundet Randers Kommunes Klimapris. Foto: Randers Kommune.

Hver dag rykker frivillige i Randers ud for at sikre, at overskudsvarer fra de lokale supermarkeder reddes fra udsmidning og uddeles til dem, som har mest brug for det. Nu er foreningen Fødekæden hædret med Randers Kommunes Klimapris.

– Fødekæden har på imponerende kort tid opbygget en velfungerende frivillig organisation og et inkluderende fællesskab, og jeg er rigtig glad for, at vi med Klimaprisen kan anerkende deres store arbejde med at sætte fokus på madspild – et af de helt centrale temaer i kampen for klimaet. Samtidig håber jeg, at det kan inspirere flere til at se indad og overveje, hvor meget mad, man selv smider ud, siger Daniel Madié (UP), formand for Bæredygtighedsudvalget i Randers Kommune.

Det er Bæredygtighedsudvalget, som har udvalgt årets vinder blandt et stærkt felt af indstillinger til Klimaprisen.

– Det er altid spændende at få indblik i de mange bæredygtige tiltag der spirer rundt omkring i hele Randers Kommune. Det giver mig en tro på, at vi er på rette vej, siger Daniel Madié.

Han håber, at Klimaprisen kan være med til at inspirere endnu flere foreninger til at være med. Prisen er en del af Randers Kommunes indsats for at fremme den grønne omstilling via Klimaplanen,

Overskudsvarer får nyt liv

Hos foreningens frivillige – eller madspildsaktivister, som de kalder sig, er der stor begejstring over prisen.

– Det er rigtig dejligt at blive anerkendt og få et skulderklap for vores indsats, især med tanke på, at det kun er et års tid siden, at foreningen blev etableret, siger Steffen Sand, som er en af initiativtagerne bag foreningen.

Fødekæden holder til i Slotscenteret i Randers og består af omkring 50 frivillige, som står klar til at hjælpe med at hente overskudsvarer, som de lokale supermarkeder ellers ville være nødt til at kassere. Hver uge bliver omkring 50 poser med madvarer givet videre til familier og mennesker i Randers Kommune, som ellers har svært ved at få enderne til at nå sammen. Indtil nu har tre lokale supermarkeder været med i samarbejdet, men det antal vokser nu.

– Vi har været så heldige at indgå aftaler med yderligere ni supermarkeder. Det har selvfølgelig en stor betydning for, hvor mange mennesker, vi fremadrettet kan hjælpe, siger Steffen Sand.

Når der er delt ud til dem, der mangler, stilles resten af overskuddet i køleskabet i No. 17 – Huset for bæredygtig handling, hvor andre også kan tage lidt af varerne med hjem. Derudover samarbejder foreningen også med Venligboerne og Skt. Andreas Kirke.

Minibil på ønskesedlen

Præcist hvad de 10.000 kr. som følger med prisen skal bruges på, er endnu ikke helt afgjort. Foreningen har dog et særligt ønske:

– Vi drømmer virkelig om at kunne skaffe en brugt minibil, som vi kan bruge til at transportere varerne med, så det kan godt tænkes, at pengene ryger i den pulje,” siger Steffen Sand og tilføjer, at foreningen i øjeblikket arbejder på at skaffe sponsorere.

Prisen overrækkes officielt ved et arrangement senere på efteråret.

Kommentarer