Af Mads Sejersen Vinther, Socialistisk Folkeparti
Kandidat KV25, Randers Kommune

I Gjøl i Nordjylland har lokale frivillige startet deres egen busrute. Det er både inspirerende…..og dybt bekymrende. 

For selvfølgelig er det stærkt, når mennesker i lokalsamfund går sammen og tager ansvar. På landet – også her i Randers Kommune – er vi vant til at løfte i flok. Vi ved, at hvis vi ikke selv gør noget, så sker der som regel ikke noget. Men det er ikke rimeligt, at landsbyer og yderområder nu også skal stå for den kollektive trafik.

Den udvikling, vi ser, går i den forkerte retning: Regeringen klapper i hænderne over 17-årige med kørekort – som om det er en løsning på de nedlagte busruter. Men det er ikke gratis at tage kørekort. Og det er ikke gratis at holde bil. Det er en ekstra udgift og et ekstra ansvar, som mange familier i yderområderne nu føler sig presset til at tage på sig, bare for at deres børn kan komme i skole, til fritidsaktiviteter – eller overhovedet komme ind til byen.

Og hvad med de ældre, der ikke selv kan køre længere? Når bussen forsvinder, bliver det svært – ja, for nogle nærmest umuligt – at komme til lægen, købe ind eller bare tage en tur i byen og være en del af fællesskabet.

I Randers Kommune mærker vi det tydeligt. I de fleste landområder og landsbyer som Havndal, Øster Velling, Hørning og Faarup er busforbindelserne blevet færre og ringere. Mange steder er det efterhånden lettere at finde en frivillig med bil end en bus.

Men vi betaler det samme i skat som dem i byerne. Hvorfor skal vores adgang til arbejde, uddannelse, sundhed og livskvalitet være ringere? Kollektiv trafik er ikke en service for de heldige – det er en del af den fælles infrastruktur, som holder Danmark sammen.

Os i landområderne forventer ikke samme niveau af kollektive transportmuligheder som i København eller Århus, men et vist niveau af kollektiv transport over hele kommunen og landet er nødvendigt for et samfund i balance.

Ja, det er smukt, når mennesker tager sagen i egen hånd. Men det er også et nødråb. Vi skal støtte de lokale initiativer, men vi må ikke glemme det større ansvar. Et Danmark i balance kræver, at vi kan komme frem og tilbage – også uden at være afhængige af frivillige chauffører eller mor eller far som chauffør.