Friske ansatte fra Regionshospitalet vinder vintercykelkampagne
Det blev et hold aktive cykelpendlere fra Regionshospitalet Randers, der trodsede vinterkulden og vandt Randers Cykelbys præmie i den landsdækkende kampagne, Vintercyklingsugen.
I slutningen af januar måned rullede en ny kampagne “Vintercyklingsugen” henover arbejdspladser i hele Danmark. Kampagnens mål er at få flere mennesker til at vælge cyklen som transportmiddel også om vinteren. Den opfordring takkede et hold ansatte fra Afdeling for Folkeundersøgelser på Regionshospitalet Randers ja tak til og tilmeldte sig kampagnen:
“Når bare man er klædt godt på til at modstå kulden, er det jo altid dejligt at komme ud at røre sig på cyklen, også om vinteren, ” fortæller Mette Hedelund, der var holdkaptajn for syv af sine kollegaer i kampagneugen.
Hun har tidligere været holdkaptajn i kampagnen VI CYKLER TIL ARBEJDE, der ruller i maj måned, men havde ikke regnet med, at arbejdspladsens cykelhold skulle deltage i vinterkampagnen. Hun kom dog på andre tanker, da en mail fra hendes kollegaer dumpede ind i hendes indbakke med en opfordring til at tilmelde afdelingen til kampagnen:
“Jeg har nogle meget motiverede kollegaer, der altid er klar til at springe på cyklerne i al slags vejr. At vi så oveni købet har vundet en præmie, giver lige et ekstra boost. Det inspirerer og motiverer os til at fortsætte med at være aktive på cyklerne sammen og deltage i flere cykelkampagner. Vi tilmelder os helt sikkert motionskampagnen VI CYKLER TIL ARBEJDE i maj måned,” siger Mette Hedelund.
Masser af cykelkilometer under coronapandemi
Vintercyklingsugen har taget højde for, at mange ansatte på landets arbejdspladser, arbejder hjemmefra under coronapandemien. Deltagerne har derfor kunnet deltage i kampagnen, mens de har arbejdet hjemmefra, da alle cykelture til indkøb, aflevering og afhentning af børn og andre gøremål har talt med:
“Det er jo coronavenligt at cykle. Cykelkampagnen har været en fin anledning under nedlukningen til at komme ud at bevæge sig. Jeg har blandt andet cyklet ture i mine frokostpauser og har cyklet ture efter arbejdstid. Så på trods af hjemmearbejde og kulde er vi friske på at deltage i Vintercyklingsugen næste år,” siger Mette Hedelund.
Fakta
Vintercyklingsugen rullede fra den 25.-31.januar 2021. Kampagnen er arrangeret af Cyklistforbundet i Danmark.
Randers Cykelby støtter cykelkampagnen med et gavekort til Randers Cityforening på 200 kr. til hver deltager på det vindende hold.
I maj måned kan arbejdspladser deltage i motionskampagnen VI CYKLER TIL ARBEJDE. Tilmelding åbner i marts måned.
Kommentarer