Freya sagde tak for god behandling
Onsdag den 7. februar legede den 10 årige Freya fra Langå på legepladsen ved Munkholmskolen i Stevnstrup. Hun faldt på skulderen, og det gjorde ondt. Men hun lod sig ikke mærke med det.
Efter omkring fem timer kunne faderen, Carsten Andersen godt fornemme at der var noget galt. Derfor kontaktede han lægevagten, og da der var mistanke om at noget kunne være brækket, blev de bedt om at køre på skadestuen på Regionshospitalet i Randers.
Fra det tidspunkt hvor Carsten Andersen tog kontakt til lægevagten, og frem til han forlod hospitalet i Randers, var både han og Freya meget klogere på sundhedssystemet.
Selvom Freyas overarmsknogle var brækket, var det for dem begge to en god oplevelse.
– Personalet havde travlt, men det bemærkede man ikke. De var top professionelle og tog sig den nødvendige tid, fortæller Carsten Andersen, som samtidig var imponeret over, at personalet forklarede det hele i ”børnehøjde”, som Freya hele tiden forstod, hvad der skulle ske.
– Vi følte straks, at vi var i gode hænder, og det hele havde et positivt forløb, oplyser Carsten Andersen.
Næste dag havde han taget en ”barns første sygedag” og han og Freya diskuterede hele forløbet, og de var begge meget tilfredse med behandlingen.
– Jeg sad og tænkte, at når nu ulykken var sket, så var det en dejlig oplevelse, at vi blev taget rigtig godt og professionelt imod af søde og venlige mennesker, lige fra jeg ringede til lægevagten og til behandlingen var afsluttet, beretter Carsten Andersen.
Derfor satte han sig til computeren og lavede et opslag på Facebook, hvor han roste personalet i lægevagten, på skadestuen og i røntgenafdelingen. Han slog det op i gruppen Facebook Randers, og inden længe havde opslaget fået mere end 1600 likes.
– Grunden til at jeg lavede opslaget var, at det alt for tit er de negative ting og utilfredshed som kommer frem. Det var vigtigt for mig at fortælle alle sammen, at systemet fungerer, understreger Carsten Andersen, som er glad for, at der overvejende var positive kommentarer til opslaget.
Men opslaget var ikke nok for Carsten Andersen. Han ville gerne aflevere en personlig tak til personalet. Det foregik i torsdags, og Randers Netavis fik lov at overvære mødet.
Oversygeplejerske Birte Husted tog imod Carsten og Freya i skadestuens lokaler. Som en god og omsorgsfuld sygeplejerske måtte hun allerførst høre hvordan det gik med Freyas skulder.
Herefter takkede Birte Husted for, at Freya og Carsten ville tage sig tid til at komme for at fortælle den positive oplevelse.
– Det er vi rigtig glade for! Og jeg skal nok sørge for, at det personale, som var på vagt den aften, bliver orienteret om, at der er sådan en tilfreds patient. Det skal I have tusind tak for, sagde Birte Husted.
– Det er altid rart at få anerkendelse og lidt ros en gang imellem fra tilfredse patienter, og at de kommer og fortæller det. Vi er jo i et system, hvor vi ofte får skældud, bemærkede hun.
Ofte er det ventetiden, som patienterne er utilfredse med, og bliver sure over. Derfor gør sygehuspersonalet meget for at informere om hvorfor der er ventetid.
– Er der f.eks. sket et større færdselsuheld, så har patienterne også forståelse for, at vi må prioritere og derfor kan der opstå ventetid bemærker Birte Husted.
Skulle det ske at nogen kontakter sygehuset fordi de er utilfredse, så bliver patienten inviteret til en dialog for at finde ud af, hvad der er sket i det konkrete tilfælde.
– Er der sket en fejl, så beklager vi det, og lærer af vores fejl. Derved håber vi hele tiden at blive bedre pointerer Birte Husted.
– Personalet skal jo nå mange andre ting. Og hvis der sker en fejl, så kender vi jo ikke årsagen til det. Der kan være mange grunde, og så er det jo grundlæggende menneskeligt at fejle, påpeger Carsten Andersen.
Carsten Andersen oplyser, at han altid er positivt indstillet, og det forsøger han at videreføre til sine børn.
– Vores adfærd smitter jo af på andre, og hvorfor skal det ikke være positivitet, spørger han.
– Jeg kan godt lide den tilgang du har til at lære dine børn det positive. Livet bliver nu engang lidt skønnere og lettere, når man er positiv frem for negativ. Det skal vi gerne have til at smitte, fremhævede Birte Husted.
I skadestuen er der 3-4 sygeplejersker på vagt. Én tager sig af de patienter der kommer til lægevagten, mens de tre andre passer skadestuen. I alvorlige situationer sker det, at skadestuen må afgive personale til akutmodtagelsen.
– Vi glemmer at få solskinshistorierne frem, og sundhedspersonalet på sygehuset som knokler for at hjælpe andre skal have den ros de fortjener, sagde Carsten Andersen til oversygeplejersken.
Hans afskedsreplik var, at han ikke ligefrem ønskede at komme til skade, men skulle det ske, så ved han, at han er i gode og trygge hænder.
Men det var alligevel Freya som var den mest tilfredse:
– Selvom det gjorde ondt, så græd jeg slet ikke, fortalte den seje Freya.
På grund af bruddet skal Freya gå med armen i slynge i omkring to uger endnu, og skal derefter modtage fysioterapi.
Kommentarer