Assentoft

Fremtidens forsamlingshus er omdrejningspunkt i landsbyen

I Lem Forsamlingshus har man allerede fokus på at på at starte nye aktiviteter – blandt andet med en borgercafé og en børne-unge café, som er blevet støttet med LAG-midler. Men kommunen har ikke peget på, hvilket forsamlingshus, man vil bruge i pilotoprojektet. Arkivfoto

Randers Kommune har fået del i de 51 millioner af statens landdistriktspulje. Pengene skal bruges til et projekt, der skal genskabe forsamlingshuset som landsbyens puls.

Forvaltningen har gennem længere tid arbejdet på at udvikle forsøgsprojektet “Fremtidens Forsamlingshus”. Tilskuddet på 250.000 fra statens landdistriktspulje gør det nu muligt at realisere et pilotprojekt.

Projektets mål er at kunne udvikle et koncept for, hvordan en ny udgave at det traditionelle forsamlingshus kan løse en række praktiske udfordringer for folk, der bor på landet, samtidig med det bliver attraktivt at flytte dertil.

Samtidig kan projektet være med til at styrke det lokale fællesskab ved at skabe et centralt samlingssted i byen, hvor folk kan opleve en øget livskvalitet i kraft af nye funktioner i forsamlingshuset.

Decentral Borgerservice

Randers Kommune er allerede i fuld gang med at gennemføre decentral borgerservice som et forsøgsprojekt, hvor der i tre landsbyer i kommunen opstilles en brugervenlig PC med printer og scanner.

Via PC’en er det muligt at anvende de kommunale selvbetjeningsløsninger, men det er også muligt at få personlig betjening med Borgerservice via webcam.

Denne del af projektet skal indgå i det samlede projekt, men vil ikke kunne få medfinansiering, da det er en allerede igangsat aktivitet.

Vareudlevering

Med tanke på de ofte manglende indkøbsmuligheder i landsbyerne, skal der i projektet udvikles en model for vareudlevering eller handel i forsamlingshuset. Det kan være i form af et køleskab, hvor der kan købes madvarer, en opbevaringsplads for bestilte og leverede fødevarer eller noget helt tredje.

Denne del af projektet forventes udviklet i samarbejde med en købmand, en varehuskæde eller lokale producenter, der kan levere friske produkter.

Bibliotek og kulturtilbud

Projektet vil indeholde en kulturel funktion, hvor eksempelvis Randers Bibliotek kunne tilbyde muligheder for at låne og aflevere bøger i forsamlingshuset samt tilbyde kulturelle tilbud. Ideer fra de åbne biblioteker kan inspirere til projektet.

Desuden vil der i samarbejde med frivillige kunne laves læsecafeer, studiekredse med videre.

Kontorfællesskab

For at skabe mere liv omkring forsamlingshuset i dagtimerne vil projektet arbejde med at udvikle rammer for kontorfællesskab.

Dette henvender sig til personer med hjemmearbejdspladser, der gennemfører en del af deres arbejde foran computeren. Samtidig har en del selvstændige erhvervsdrivende på landet kontoropgaver, der oftest løses i private hjem. Tanken er, at interesserede skal kunne anvende forsamlingshusets faciliteter i dagstimerne i en fleksibel ordning.

Denne del af projektet kræver, at der vælges et forsamlingshus med en rimelig internetopkobling, og der vil være nogle praktiske elementer at tage højde for såsom borde, der er nemme at flytte men bekvemme at sidde ved samt mulighed for afskærmning. Med mulighed for at have en lokation med god internetopkobling, samt et sted, hvor man kan sparre med andre, er det centrale ved denne del af projektet at gøre det mere attraktivt for hjemmearbejdende og iværksættere at bosætte sig på landet.

Samkørsel

For at gøre det mere tilgængeligt at bo på landet kan der i projektet inkluderes et element, der adresserer mulighederne for samkørsel. De fleste samkørselsinitiativer i dag er koncentreret omkring anvendelse af apps og kommercielle initiativer som Über og GoMore.

Da det langtfra er alle borgere i landsbyerne, der er fortrolige med disse digitale tilbud, vurderes det, at der kan udvikles andre initiativer i rammerne af et forsamlingshus.

Projektet vil se på mulighederne for at kunne anvende en delebil, eller det kan være en mere stationær digital platform lokaliseret ved forsamlingshuset, der derved fungerer som det sted, hvor man mødes.

Byttebørs

Endelig foreslås det, at der i forsøgsprojektet inkluderes muligheden for at have en lokal byttebørs i forsamlingshuset. Det skal være et sted, hvor man har mulighed for at bytte varer og tjenester.

Hvilket forsamlingshus?

Der udvælges et enkelt forsamlingshus til projektet, og lokale ildsjæle skal aktiveres. Projektet forventes udviklet på tværs af forvaltninger og med inddragelse af Randers Bibliotek.

Kommunen har endnu ikke udpeget, hvilket forsamlingshus, der skal bruges i forsøgsprojektet.

Se alle projekter, der der har fået del i statens landdistriktspulje her.

Kommentarer