Fremragende sæson for svømmeklubben i Langå i 2018
Svømmeklubben Gudenå, der hører til på Friluftsbadet i Langå, har gjort status over sæsonen 2018 og der er grund til store smil og tilfredshed.
Medlemstallet i svømmeklubben slog i 2018 alle rekorder med en stigning på ca. 75%. Fra et sædvanligt antal medlemmer på omkring 200 var der sidste år en så stor interesse for klubben, at medlemstallet endte på ca. 350. Et medlemsskab af svømmeklubben giver gratis adgang til friluftsbadet i åbningstiden og formand for klubben Lise Ask Andersen udtaler, at den usædvanligt varme sommer helt sikkert gjorde sit til at ekstraordinært mange ønskede fri adgang til den lille oase med forfriskende dukkerter og leg i vandet.
Dog var det ikke udelukkende den frie adgang, der var populært i 2018. Også svømmeklubbens andre aktiviteter tiltrak mange folk. Aldrig før har så mange børn deltaget i svømmeundervisningen som i 2018 og voksenaktiviteter som morgen- og aftensvømning var også et tilløbsstykke.
– Vi er utroligt glade for, at så mange nye har fået øje på svømmeklubbens tilbud. Også folk, der ikke bor i byen, har søgt mod Langå. Vi takker vejrguderne for en hjælpende hånd i den retning og håber og tror at mange både nye og gamle medlemmerne har haft så gode oplevelser sommeren 2018, at de vender tilbage og glæder sig til en ny sæson på friluftsbadet og i svømmeklubben sommeren 2019 – siger Lise Ask Andersen. Bestyrelsen for svømmeklubben er allerede i gang med at planlægge den nye sæson og glæder sig til endnu en sommer i vandet.
Kommentarer