Fornem pris til Randers-bibliotekar
Loke Daugbjerg Andersen, bibliotekar på Randers Bibliotek, har i november 2022 vundet årets VERA – en fornem pris, der hvert år uddeles til en bibliotekar fra den landsdækkende tjeneste Biblioteksvagten.dk.
– Jeg har hørt i radioen, at der findes 40 ord for tåge på færøsk – findes der en liste over dem?
– Er det lovligt at tage overpris for varer, for eksempel 150 kroner for en øl?
Loke Daugbjerg Andersen er vant til at få spørgsmål om alt mellem himmel og jord. Han har vagter i den landsdækkende tjeneste, hvor bibliotekarer fra cirka 50 biblioteker i Danmark står til rådighed alle ugens syv dage.
“Det kan være studerende, der skriver kl. 21 en søndag aften med spørgsmål til en opgave, der skal afleveres mandag morgen. Det kan også være folk, der pludselig er blevet nysgerrige på et nyt emne og gerne vil vide mere om det”, fortæller Loke Daugbjerg Andersen om sit arbejde for Biblioteksvagten.dk.
Nu har arbejdet for Biblioteksvagten.dk indbragt prisen “Årets VERA” til Loke Daugbjerg Andersen. Prisen er opkaldt efter Vera Daugaard; projektleder for tjenesten der har eksisteret siden 1999.
Personlige svar gør en forskel
Loke Daugbjerg Andersen har blandt andet fået prisen årets VERA på baggrund af hans evne til at give personlige og nærværende svar, der giver spørgeren både lyst til og mod på at henvende sig en anden gang.
“Loke formår at kombinere sin nørdede research med at skabe relation til spørgeren på en helt naturlig og venlig måde – også selvom det er et skriftligt svar. Svaret bliver en form for dialog, og det emmer af nærvær og nysgerrighed”, siger Grete Ninette Halling, der overrakte Årets VERA til Loke Daugbjerg Andersen.
“Det handler faktisk om, at jeg synes, arbejdet er rigtig spændende. Så når jeg får et godt spørgsmål, giver det god mening at sige tak for det og vise interesse for, hvad det skal bruges til. Og så er det altid en god idé at være flink og høflig, når man snakker med folk – uanset om det er digitalt eller på biblioteket”, siger Loke Daugbjerg Andersen.
Det var Lokes kollega, Birthe Hvid Iversen, der indstillede Loke til prisen, der blev overrakt på Biblioteksvagtens konference i november 2022.
Til daglig besvarer både Loke, Birthe og deres kolleger på Randers Bibliotek også alverdens spændende spørgsmål fra borgerne i Randers Kommune, der enten besøger biblioteket eller henvender sig online. Hvis man har et spørgsmål, man savner svar på, kan man kigge forbi Hovedbiblioteket i åbningstiden eller sende det til hovedbiblioteket@randersbib.dk.
Kommentarer