Randers By

Formand for omsorgsudvalget svarer på kritik i sag om handicapcykel

Se video-interview længere nede i artiklen med fungerende formand for Randers Kommunens omsorgsudvalg, Susanne Nielsen (DF)

Den fungerende formand for Randers Kommunens omsorgsudvalg Susanne Nielsen (DF) er ærgerlig over sagen med Diana Glad Jørgensen, som har fået en handicapcykel inddraget af Randers Kommune. Samtidig foreligger der nu svar fra børne- og socialminister Mai Mercado.

– Der er ikke noget, vi politikere hellere vil, end at indfri borgernes ønsker og behov, siger Susanne Nielsen.

Samtidig understreger Susanne Nielsen, at Visitationen i Randers Kommune har vurderet, at der ikke er lovhjemmel til at udlevere en handicapcykel til Diana Glad Jørgensen. Alligevel har hun stor forståelse for, at Diana er frustreret og utilfreds med den afgørelse, som Randers Kommune har truffet.

SE VIDEO-INTERVIEW NEDERST I ARTIKLEN

Susanne Nielsen mener, at Diana Glad Jørgensen selv har givet udtryk for, at hun har mulighed for at benytte offentlig transport i form af flextaxa, bybusser og en rollator.

Kasper Fuhr Christensen fra Velfærdslisten har taget sagen op, og den skal behandles på det kommende byrådsmøde. Det mener Susanne Nielsen er en uskik, fordi det kan være medvirkende til at give de omhandlende borgere falske forventninger og forhåbninger, som politikerne ikke kan indfri.

Eftersom det er en personsag, har Susanne Nielsen ikke mulighed for at videregive personlige oplysninger, og dermed forklare nogle forhold, der har medvirket til at Visitationen har afvist Dianas ansøgning om en cykel.

Ifølge kommunens egen handicapplan, skal de handicappede have den bedst mulige hjælp og støtte. Til det oplyser Susanne Nielsen, at den pågældende visitator har vurderet ud fra de kriterier, som loven giver.

– Der er ikke noget Visitationen hellere vil, end at give Diana den cykel. Det er jeg helt sikker på. Det vil jo også være nemmere, i stedet for at køre sagen i pressen, forklarer hun.

– Vi lægger meget vægt på, at vores handicappede skal have al den støtte, som vi kan give dem, så de kan blive selvhjulpne i deres liv, bemærker hun.

Susanne Nielsen understreger, at hun som politiker ikke har mulighed for at bevilge en handicapcykel.

– Det samme gør sig gældende, hvis der kommer en borger, som mener at være berettiget til en handicapbil, og jeg er enig i den holdning. Men vi kan ikke bare udlevere hjælpemidler efter forgodtbefindende. Sådan fungerer systemet ikke, understreger hun.

I øjeblikket ligger sagen i Ankestyrelsen, og Omsorgsudvalget afventer en snarlig afgørelse herfra. I tilfælde af, at Ankestyrelsen giver Randers Kommune ret, vil medlem af Folketinget, Mette Hjermind Dencker (DF) fremsætte forslag om, at der bliver en ensartethed i de afgørelser, som kommunerne træffer. Det er et forslag, som Susanne Nielsen hilser velkommen.

– Det vil være helt fint, hvis der kommer ens retningslinier for alle kommuner. Derved kan vi undgå mange af lignende sager over hele landet, pointerer Susanne Nielsen.

Hun lægger ikke skjul på, at hun håber Ankestyrelsen vil give Diana Glad Jørgensen medhold, så hun hurtigst muligt kan få udleveret en handicapcykel.

MF Mette Hjermind Dencker har stillet følgende spørgsmål til socialministeren om sagen:

”Vil ministeren kommentere artiklen fra Randers Netavis den 30. april 2018 »Spastisk lammet fik inddraget sin handicapcykel«, herunder i lov om social service redegøre for, hvad ministeren vil gøre for at indskærpe over for Randers Kommune, at § 112 også bør overholdes i dette konkrete tilfælde?”

Det skriftlige svar fra Mai Mercado lyder:

“Jeg kan ikke kommentere den konkrete sag. Jeg kan dog generelt oplyse, at borgere med funktionsnedsættelse naturligvis skal have den hjælp, der modsvarer deres hjælpebehov. Dette gælder også i forhold til el-cykler. Hjælpebehovet skal vurderes ud fra en samlet bedømmelse af borgerens livs-situation, og der kan bl.a. lægges vægt på, om hjælpen vil gøre borgeren mere selv-hjulpen og uafhængig af bistand fra andre i hverdagen. Hvis en borger er utilfredshed med en kommunes afgørelse i en konkret sag, er det muligt at klage over afgørelsen til Ankestyrelsen.”

I øvrigt går socialministeren ud fra, at Randers Kommune agerer inden for lovgivningens rammer.

Ifølge kilder tæt på Randers Netavis, foreligger der sandsynligvis en afgørelse fra Ankestyrelsen allerede i næste uge.

Kommentarer