Forløsning under narkose
Onsdag den 28. februar klokken 19.30 gæster universitetslektor David Bugge fra Århus, Øster Tørslev sognehus med et foredrag om Karen Blixen og kristendommen.
Om sit foredrag siger han, at Karen Blixens forhold til kristendommen er præget af en mærkelig dobbelthed. Store dele af hendes forfatterskab kan læses som ét langt opgør med kristendommen, sådan som hun mente at finde den repræsenteret hos Martin A. Hansen og kredsen omkring det legendariske tidsskrift Heretica i 50’erne.
De savnede i Blixens øjne sansen for det magiske og det erotiske og reducerede ifølge hende fejlagtigt frelsen til en ”forløsning under narkose”, hvor der ikke forudsættes nogen indsats fra det menneskes side, der skal frelses.
Det interessante er imidlertid, at vi i andre fortællinger af Blixen finder en positiv fremstilling af netop tanken om den uendelige, betingelsesløse nåde, der intet forlanger af os, men ”deklarerer almindelig amnesti”.
David Bugge er en af de aktuelt mest vidende, når det gælder litteratur og kristendom, og dertil kommer, at han har en velformuleret og yderst charmerende måde at fremlægge et svært stof på.
Foredraget bliver holdt i en let tilgængelig form og forudsætter ikke, at man har læst Blixen. – Enhver, som har hørt ham ved, at det hver gang er en oplevelse af de store, og tilrettelæggerne af foredragene i Sognehuset i Øster Tørslev oplyser, at hans besøg har længe været ønsket.
Nu er det lykkedes at passe det ind, og der er grund til at glæde sig. – Arrangementet gennemføres med
tilskud fra Kulturstyrelsen, og menighedsrådene i Øster Tørslev – Dalbyover – Dalbyneder håber, rigtig mange vil finde vej til denne aften. Der er gratis adgang, og der vil naturligvis være indlagt kaffepause.
Kommentarer