Kultur

Folkeskolernes fodboldlinje udvider – igen

Når folkeskolerne byder velkommen til et nyt skoleår efter sommerferien, vender Fodboldlinjen Randers tilbage med endnu en fordobling i elevantallet. Efter sommerferien vil 500 elever fordelt på 14 folkeskoler være tilmeldt den populære fodboldlinje.

Fodboldlinjen Randers fortsætter sin succes. For andet år i træk kan den populære fodboldlinje, der også er nordens største, melde om en fordobling i elevantallet. I dette skoleår har fodboldlinjen haft 250 elever fordelt på syv folkeskoler, mens der efter sommerferien er 500 elever fordelt på 14 folkeskoler.

– Fodboldlinjen Randers er et stærkt samarbejde mellem Randers Kommune og Randers Ungdomsskole, og jeg glæder mig over, at endnu flere elever kan få glæde af fodboldlinjen i det nye skoleår. Fodboldlinjen er med til at skabe en styrket skoleglæde hos rigtig mange elever, der smitter af på hele deres skoledag. Her får eleverne kompetencer udi samarbejde, de lærer at dygtiggøre sig selv og tage ansvar for sig selv og et helt hold – siger Henrik Johansen, udviklingschef for folkeskolerne i Randers Kommune.

Indtil nu har fodboldlinjen været et tilbud til fodboldglade elever fra 6. – 9. klasse, men i det nye skoleår udvider linjen med Fodboldlinjen Mini, som er et tilbud til 5.-6. klasser.

Stor opmærksomhed og interesse
– Vi oplever en kæmpe interesse for konceptet omkring Fodboldlinjen Randers. Vi får flere henvendelser udefra fra kommuner og andre interesserede, der gerne vil høre om vores koncept med henblik på selv at komme i gang med det. Til august er vi fx blevet inviteret til Helsingborg Kommune i Sverige, fordi de er blevet inspireret af os. Her skal vi dele ud af vores viden til børn- og skoleforvaltningen – fortæller John Witting, træner og leder af Fodboldlinjen Randers.

Fodboldlinjen Randers kommer fra næste år til at have flere nye tiltag. Heriblandt “Professionel for en dag”, hvor eleverne mulighed for at få en smagsprøve på livet som professionel fodboldspiller. Samtidig har fodboldlinjen udvidet sit samarbejde med Randers FC, der kommer ud og træner eleverne på linjen. Og endelig kan linjen nu tilbyde en udvidet version af sin træner- og juniorlederuddannelse, der er et tilbud til linjens 9. klasser.

– Vi glæder os til et nyt skoleår på fodboldlinjen med endnu flere elever. Der er et stærkt koncept, som udvikler eleverne uanset deres niveau. I år har vi trænet på 5 forskellige baner, men efter sommerferien bliver der trænet på 12 anlæg – både på græsbaner og kunststofbaner. Og samtidig går vi fra 7 til 12 trænere. Der er altså virkelig tale om en udvidelse her – siger John Witting.

Kommentarer