Folkemøde Randers også for de unge
Både i forbindelse med åbningen og senere i ugen vil de unge sætte deres præg på Folkemøde Randers 2020.
De unge har en central plads, når Folkemøde Randers 2020 løber af stablen fra lørdag d. 12. september til torsdag d. 17. september.
– Det er vigtigt, at de unge også er med til at sætte præg på udviklingen af lokaldemokratiet og diskussionerne om muligheder for borgerinddragelse. Det er deres fremtid, det handler om. Derfor er vi utrolig glade for, at de unge har engageret sig i dette års Folkemøde Randers. Både ved at sætte deres præg på åbningsarrangementet og ved allerede nu at have vist interesse for at deltage i arrangementerne, siger formanden for Folkemøde Randers, Per Schultz-Knudsen.
I forbindelse med åbningsarrangementet vil Kaosambassaden sørge for musik i gaden, eller rettere i gården ved Underværket, hvor der vil blive opsat både en scene og et telt. Hovednavnet på scenen bliver Dopha, der vil spille i tidsrummet kl. 15.00-15.45, men inden da vil unge artister fra Kaosambassaden og bands fra Randers Ungdomsskole sørge for, at tilskuerne bliver varmt godt op, inden Dopha går på scenen.
Musik og podcast
23-årige Sofie Dopha – alias Sofie Daugaard – er født og opvokset i Romalt og udgav sidste efterår sin debutsingle ’September Till June’, som blev taget rigtig godt imod af både radioer og medier. Dopha har sunget og skrevet musik hele sit liv, men har brugt de seneste år på at finde ind til kernen af sin lyd, og der har opvæksten i Kronjylland og Romalt været omdrejningspunktet. Hun laver melankolsk pop, og skriver nærværende og fængende sange med forbilleder som Lana Del Rey, Taylor Swift og Norah Jones, men har formået at skabe sit eget udtryk, der er solidt forankret i den skandinaviske melankoli.
I et telt vil Kaosambassaden lave en demokrati-podcast med unge i centrum. Der vil blive optaget løbende, så processen kan følges fra pladsen. Der er også andre ting i pipelinen, blandt andet nogle workshops.
Unges rolle i lokaldemokrati
Tirsdag d. 15. september er de unge igen i centrum på Folkemøde Randers.
SF er om aftenen arrangør af et debatmøde i Underværket om ”Unges rolle i lokaldemokratiet”. Nogle af de spørgsmål, som skal drøftes på mødet er: ”Hvad er ungdommens rolle i et moderne demokrati? – Også i lokalpolitik”, ”Hvad mener I om valgretsalderen?” og ”Hvorfor er ungdomspartierne vigtige for samfundsdebatten?”.
Flere af landsformændene for de politiske ungdomspartier har givet tilsagn om at deltage i arrangementet.
Kommentarer