Førskole er et populært valg i Randers
For tredje år i træk er det muligt for børn i Randers Kommune at blive skrevet op til førskole. Ordningen giver barnet tryghed og en blød overgang fra børnehaven til folkeskolen. Fordele som flere og flere forældre får øje på.
740 børn i Randers Kommunes folkeskoler har i år været indskrevet på en førskoleordning. Dermed valgte forældre til 87 procent af alle ny-indskrevne skolebørn i kommunens folkeskoler at benytte sig af tilbuddet. Børnene går i førskole fra marts til august og starter derefter i 0. klasse.
Førskolen foregår i skolernes SFO’er med personale fra både børnehave og skole. Tilbuddet er et led i en general styrkelse at samarbejdet mellem dagtilbud og skole, som Randers Kommune har arbejdet med siden januar sidste år.
– Førskoleordningen sikrer, at barnet får en blød og tryg overgang fra børnehave til skole. Og jeg er rigtig glad for, at vi netop har kunnet orientere Børn- og skoleudvalget om at førskoleordning er godt i gang samtidig med, at vi har digital indskrivning til folkeskolen, siger Michael Maaløe, direktør for Børn og Skole i Randers Kommune.
Førskolen bliver i nogen sammenhænge også kaldt “glidende overgang”, og forældre kan kontakte den enkelte børnehave, skole eller fritidshjem for at høre om lige netop deres måde at gøre det på.
– Jeg håber, at endnu flere forældre vil vælge førskolen til deres barn. Det er en god måde for barnet at lære skolen at kende på. Hos Randers Kommune lægger vi netop stor vægt på, at der er en god tryghed for både barn og forældre i forbindelse med overgang fra børnehavebarn til skoleelev, slutter Michael Maaløe.
Frem til 19. november 2017 kan forældre i Randers Kommune indskrive børn til skolestart i august 2018. Indskrivningen foregår elektronisk på skoleindskrivning.randers.dk
Ønsker man, at barnet skal gå i førskole, skal det også indskrives via selvbetjeningsløsningen ‘Den Digitale Pladsanvisning’ – der er adgang via kommunens hjemmeside randers.dk.
Kommentarer