Samfund

Fodboldtræning med de professionelle giver lyst til mere

Sait Hasani og Yosan Simon på hver sin side af angrebsspiller Stephen Oday Foto: Randers Kommune

Sait Hasani og Yosan Simon er to af eleverne fra Randers Kommunes folkeskoler, der gennem Fodboldlinjen Randers har fået mulighed for at træne med professionelle spillere fra Randers FC. Det er motiverende, lyder meldingen.

800 elever fra Randers Kommunes folkeskoler er blevet inviteret til fællestræninger på Randers FCs træningsbaner; en særlig form for træning, hvor professionelle spillere fra Randers FC også deltager. Første gang var mandag eftermiddag, hvor Sait Hasani og Yosan Simon fra 6.B på Hobrovejens Skole deltog.

– Det er fantastisk at møde dem, man ser på tv og på stadion. De er meget mere teknisk dygtige og hurtigere end mig. Alligevel lykkedes det mig at lave en tunnel på Randers FCs angriber, Marvin Egho, siger Sait Hasani med et stolt smil og tilføjer, at Marvin Egho delte begejstringen, og synes det var sjovt og godt gået.

Selvom det primært er fodboldtræning, eleverne er der for, glemmer de ikke hyggen og det sociale aspekt, der følger med.

– Det er hyggeligt at være her. Vi får mulighed for at spille sammen med elever fra andre årgange og skoler, det synes jeg er fedt. Og så er det motiverende at spille med spillerne fra Randers FC, siger Yosan Simon.

Fællesskaber omkring bolden er i fokus

Til hverdag er det morgen- og eftermiddagstræningerne på Fodboldlinjen Randers, der aktiverer eleverne. Udover de store fællestræninger med professionelle spillere arrangerer de også fodboldture til Tyskland og uddanner trænere og dommere.

– Vi kan se, hvor meget det betyder for eleverne at få mulighed for at spille på de baner, som Randers FC-spillerne bruger og endda sammen med de professionelle. Det er måske netop sådanne oplevelser, der gør, at de fortsætter med at dyrke motion og sparke til bolden, siger John Witting, leder af fodboldlinjen.

Fodboldlinjen er vokset fra 20 deltagere fra Rismølleskolen i 2009 til at have over 2200 spillere med på deres forskellige aktiviteter i dag.

– Det vigtigste for mig er, at de på Fodboldlinjen får nogle gode oplevelser med bolden og knytter tættere venskaber, gerne også på tværs af skoler og klasser. Det er det, vi har haft held med gennem de seneste år og nok også det, der gør, at vi kan fortsætte med at udvide og udvikle Fodboldlinjen Randers.

John Witting er leder på Fodboldlinjen Randers. Foto: Randers Kommune

Fakta

Fodboldlinjen Randers tilbyder morgen- og eftermiddagstræninger på alle kommunens folkeskoler for elever i 4.-9. klasse.

Tilbuddet er gratis og åbent for elever på alle niveauer. Man kan deltage, hvis man har lyst til at sparke til en bold.

 

Kommentarer