Dronningborg

Fodbold skaber nyt fællesskab for mennesker med demens

Foto: Roar Paaske/DBU Jylland

Dronningborg Boldklub har kridtet banen op til et trygt fodboldfællesskab for demensramte. FC demens handler om at bevæge sig og have det sjovt i trygge rammer.

Onsdag den 3. maj lægger Dronningborg Boldklub græs til første træning for FC Demens. Her er alle mennesker med demenslignende symptomer velkomne, lige som det også er helt fint at følges sammen med en pårørende eller ven til træningen.

Snør støvlerne

De fleste fodboldhold har et mål om at vinde kampe om det så er i Superligaen eller Serie 6-bold, det handler om. Men for FC Demens er det anderledes. Der er fokus på at skabe trygge rammer for alle deltagere.

– Vi tager hensyn til hver enkelt spiller, og når bolden ruller, passer vi selvfølgelig på hinanden. Det vigtigste er at have det sjovt og være med i det sociale samvær. Derfor er det også lige meget, om man er tidligere landsholdsspiller eller sparker til en bold for første gang. Alle kan være med, siger Rene Bauer, formand for Dronningborg Boldklub.

Vejledningen følger med

Trænerne ved FC Demens har mulighed for vejledning fra Randers Kommunes demenskonsulent i forhold til at blive klogere på, hvad det vil sige at have demens, og hvordan de som trænere måske skal gribe tingene anderledes an end til hverdag.

– Det er indlysende, at hukommelsen bliver svagere, når man har demens. Men det kan komme til udtryk på mange forskellige måder, og derfor kan man som træner have brug for et lidt andet fokus end normalt. Det vil vi gerne hjælpe trænerne til at blive opmærksomme på, fortæller demenskonsulent Jette Baagøe Jensen og tilføjer, at det kan være et godt redskab for pårørende at deltage i træningen.

– De fælles oplevelser er vigtige i arbejdet med sygdomsforløbet, påpeger hun.

Samtidigt er kommunens demenskoordinatorerne med til at indbyde borgere til holdet.
FC Demens træner hver onsdag klokken 10.00 til 11.00.

 

Kommentarer