Kultur

Flere stærke præstationer hos talenterne i Randers

BMX-sporten har før taget dagsordenen ved årets Sportsfejring i Randers. I år er det unge BMX-talent Malene Kejlstrup Sørensen nomineret til flere priser – herunder Talentprisen. En pris som Karla Risum fra Randers Freja Para-atletik og fodboldspiller Mia Knudsen fra Romalt IF også er nomineret til. Hvem der ender med at modtage Talentprisen afsløres ved Sportsfejringen den 24. januar i Arena Randers.

Tre spirende unge talenter fra vidt forskellige idrætsgrene er med i opløbet om Talentprisen til Sportsfejring 2019. De tre kandidater har alle gjort sig ekstraordinært bemærket og har formået at repræsentere Randers på både nationalt og internationalt niveau.

Den 24. januar 2020 løber Sportsfejring i Randers Kommune atter af stablen. Fejringen er en hyldest til idrætten i kommunen og i løbet af aftenen uddeles i alt 11 priser – herunder Talentprisen. Priserne uddeles i et samarbejde mellem Randers Kommune, Folkeoplysningsudvalget, SIK – Samvirkende Idrætsklubber i Randers, Randers Amtsavis og Sparekassen Kronjylland.

– Vi er enormt stolte af endnu en gang at kunne hylde både talenterne men også frivillige, ledere og foreninger til Sportsfejring 2019. Med hensyn til Talentprisen, så ved vi, at de unge mennesker lægger rigtig mange timer i deres træning og udvikling. Deres indsats fortjener anerkendelse og vi glæder os til at se en masse glade mennesker til en aften i sportens tegn – siger Johannes Madsen, der er eliteidrætskonsulent ved Randers Kommune.

Talentprisen uddeles af Samvirkende Idrætsklubber i Randers (SIKR) og går til et talent i alderen 15-23 år, der har markeret sig gennem sine resultater og har været udtaget til repræsentative hold – landshold – i sin aldersklasse.

Mia Knudsen fra Romalt IF har stjålet mange overskrifter i lokalaviserne i løbet af 2019. I foråret debuterede hun som blot 15-årig på Romalt IF’s første hold, og blot et halvt år senere var hun med til at sikre klubben oprykning til landets næstbedste række. På trods af sin unge alder og mindre erfaring end mange andre spillere i 1. division, formåede Mia at blive topscorer med hele 15 scoringer. Talentet har der aldrig været tvivl om og allerede som 12-årig blev Mia udtaget til DBU’s ungdomshold. I løbet af efteråret har resten af fodbold-Danmark fået øjnene op for den unge østjyde. AaB og FC Nordsjælland er blot nogle af de storklubber, der har Mia Knudsen i kikkerten.

Malene Kejlstrup Sørensen fra Randers BMX er en målrettet og viljestærk BMX-rytter, hvilket også afspejler sig i hendes resultater. I 2019 har Malene vundet tre juniorafdelinger af European Cup, hvor hun samlet blev nummer to. Malene Kejlstrup Sørensen vandt ligeledes guld til ungdoms-DM for sjette gang i træk. Ligesom det blev til guld ved de nordiske mesterskaber for juniorer. Hendes engagement og bevidsthed om at blive den bedst mulige udgave af sig selv, kommer især til udtryk ved hendes store træningsindsats. Malene tager for eksempel gerne toget fra Randers til København med cykel og fuld oppakning for at træne på en større bane. Malene Kejlstrup Sørensen er også en del af Danmarks Cykle Unions talenthold og har allerede fået sin debut på højeste niveau med eliten. Derudover er det 17-årige BMX-talent netop blevet kåret til Årets Talent hos Danmarks Cykle Union, ligesom hun også er blandt de nominerede til titlen som Årets Sportsnavn 2019 i Randers.

Karla Risum fra Randers Freja Para-atletik har kurs mod store resultater indenfor RaceRunning. Hun har, siden sin start som 15-årig bevist sit enorme talent og cementeret sig som en af de bedste RaceRunnere både nationalt og internationalt. I 2018 blev hun en del af det landshold som satser stort på at få para-atleter med til de store slutrunder, og til EM i Berlin blev det til en femteplads og ny personlig rekord. I fjor stod VM i Dubai for døren, hvor Karla løb sig til en fjerdeplads og en sæsonbedste. Ved siden af sin idræt er den 18-årige Karla Risum i gang med en gymnasial uddannelse. Hun viser gang på gang at et handicap ikke skal have lov at sætte en stopper for hvor langt hun kan nå.

Kommentarer