Flere Randers-piger skal spille fodbold
Randers Kommune tilslutter sig det internationale fodboldforbunds program for pigefodbold ‘UEFA Playmakers inspired by Disney’. Projektet skal udbrede fodbolden, som en idræt der appellerer til begge køn.
Selv om det rød-hvide kvindelandshold i de senere år har kastet stjernestøv over dansk og internationalt fodbold, så halter pigerne stadig efter drengene. Sådan er det i hvert fald, når det handler om kønsfordelingen på grønsværen. Det skal Playmakers-projektet være med til at gøre noget ved. En historie-fortællende tilgang inspireret af Disneys eventyrlige univers skal motivere de 5-8 årige piger til leg med bolden. Randers Kommune har valgt at tilslutte sig konceptet, som et led i arbejdet med at udbrede glæden ved bevægelse og idræt.
“Når vi vælger at være vært for Playmakers, er det fordi, vi gerne vil have flere piger til at forelske sig i fodbold. Det kan gavne sundheden, gøre dem mere selvsikre i livet og skabe nye venskaber”, siger formanden for Sundheds-, idræts- og kulturudvalget, Louise Høeg. Der ser værtskabet som en oplagt mulighed for kommunens arbejde med initiativet Bevæg Dig For Livet.
“Vi er overbeviste om, at UEFA’s, Disneys og DBU’s Playmakers-koncept har en bred appel. Det vil forhåbentlig kunne motivere mange nye piger til at snøre støvlerne og begynde til fodbold”, tilføjer Louise Høeg.
Konkret har Randers Kommune i første omgang lavet aftaler med Dronningborg Boldklub og Kristrup Boldklub, der står klar med første Playmakers-træning henholdsvis den 28. april og 29. april. Nærmere information vil blive tilgængelig på www.bevægdigranders.dk eller ved direkte kontakt til klubberne.
Jacob Velling, der formand for fodboldbestyrelsen i Kristrup Boldklub, ser frem til at afprøve det nye koncept.
“Vi ser desværre stadig at fodbolden er det naturlige første valg for drengene, mens pigerne holder sig tilbage. At bruge Disneys univers til at spille fodbold er nyt og spændende. Og det bliver interessant at afprøve konceptet. Forhåbentlig er der nogle forældre, der synes, at det vil være sjovt for deres døtre at prøve det,” siger Jacob Velling.
Træningen bliver en kombinationen af legende fodboldøvelser og historiefortællinger, der skal give pigerne sjove og unikke oplevelser. Øvelserne og fortællingerne tager udgangspunkt i universer som ‘Frost’ og ‘De Utrolige’ I de første sessioner har Playmakers fokus på at opbygge pigernes færdigheder i forhold til deres motorik, tilskynde til kreativ tænkning samt styrke kommunikationen med deres holdkammerater. I de senere sessioner introduceres pigerne til grundlæggende fodboldfærdigheder, men hele vejen igennem programmet er det sjov, glæde og boldleg der er i fokus.
Tilbage til fællesskabet gennem bevægelse
Nedlukningen af idrætten grundet Covid-19 har været en stor udfordring for mange familier, hvor specielt børn og unge har manglet nærværet og fællesskabet med venner og veninder. Dele af foreningslivet og udendørsidræt er dog nogle af de steder, som nu får lov at åbne mere op, og dermed skabes muligheden for at få endnu flere børn tilbage i bevægelse – blandt andet gennem fodbold.
“Det er fantastisk at kunne være med til at skabe forløb som disse, hvor børnene gennem leg og bevægelse igen kommer tilbage i fællesskabet. Disse træninger er for piger 5-8 år – uanset niveau og fodboldviden. Det vigtigste, er at pigerne har lyst til at udforske og opleve et fodboldeventyr” siger Jesper Jakobsen, der er projektleder for Bevæg Dig For Livet Randers.
Bevæg dig for Livet er et samarbejde med 20 danske kommuner – herunder Randers, Danmarks Idrætsforbund og DGI. Bevæg dig for Livet sigter i fællesskab mod at Danmark blive den mest bevægelsesaktive nation i verden.
Kommentarer