Kultur

Finderiets inviterer til ‘live’ koncert i din dagligstue  

Onsdag 24. marts kan man høre live koncert fra Finderiet med duoen Rose & Woody, alias sangerinde Rose Egeskjold og guitarist Woody Toke Elmholt Mejer. Fremsendt foto

Vær med, når Finderiet inviterer til koncert med den lokale duo Rose & Woody. Koncerten bliver streamet live på Finderiets Facebook-side. 

Hvis du, ligesom os, trænger til live-musik, kan du komme tæt på oplevelsen, når Finderiet, Strømmen og GOGGS-fonden sender live fra Finderiet After Dark – fra vores dagligstue til din.

Fra din egen lænestol kan du opleve live-musik, når Finderiet After Dark lægger scene til Rose & Woody. Koncerten bliver streamet live fra Finderiets facebook-side onsdag 24. marts klokken 19. 

Rose Egeskjold lægger stemme til en serie af behagelige ørehængere, akustisk akkompagneret af den dygtige lokale guitarist Woody. 

Med koncerten her vil vi gerne takke alle de trofaste kunder i Finderiet, der har holdt ved og ud igennem nedlukningen, og som er kommet tilbage efter vi har åbnet igen. Det betyder rigtigt meget for os, da det også hjælper os til at kunne fastholde og skabe nye arbejdspladser for mennesker på kanten af arbejdsmarkedet, fortæller Kim Blach Pedersen, direktør for GOGGS-Fonden og forstander på Strømmen. 

Det er STU-elever fra Strømmens medielinje, der står for at få koncerten ud i dagligstuerne.

Vores medielinje har stået for to succesfulde livestreams fra Finderiet, og derfor vil vi gerne se, hvor langt vi kan nå med formatet. Der er ingen tvivl om, at coronaen har vendt op og ned på, hvordan vi er sammen, og selvom vi forhåbentligt snart kan mødes til koncerter igen, så vil vi nok se stadig større brug af livestreaming i fremtiden. Det er vigtigt, at vi som uddannelsesinstitution er med, der hvor udviklingen sker, mens den sker.  Hvis det bliver en succes, vil vi fremover arrangere streamede live-koncerter – og forhåbentligt kan vi, når samfundet er åbnet helt op, invitere til fysiske koncerter i Finderiets hyggelige rammer, lyder det fra Kim Blach Pedersen.

Det er gratis at se koncerterne, og alle optrædende vil som minimum få tilbudt honorar efter tarifferne.

Kommentarer