Assentoft

Finaleplads åbnede nye døre for Michelle Nielsen fra Assentoft

Foto: DK4

Michelle Nielsen fra Assentoft var en af finalisterne ved DanskPOP Talent 2017, som blev sendt på DK4 den 21. januar. Selvom hun ikke vandt finalen, vandt hun alligevel.

Det er blevet hverdag igen for den lokale sanglærke Michelle Nielsen fra Assentoft ved Randers, efter at hun den 21. januar deltog i finalen om at blive DanskPOP Talent 2017 på DK4.

Med sin pragtfulde stemme sang sig ind i danskernes hjerte med sangen ”Har fået nok”, og den gav hende en plads i finalen.

Artikel fortsætter under videoen

– At jeg ikke vandt finalen, var ikke noget nederlag. Derimod var alle 10 finalister i virkeligheden vindere, siger Michelle Nielsen.

– Jeg stod med flere etablerede musikere, hvoraf én har deltaget i Melodi Grandprix sidste år, så jeg havde det på ingen måde dårligt over resultatet understreger hun.

Hun betegner det som en fantastisk aften og en kæmpestor oplevelse at deltage i sangkonkurrencen.

– Det var på mange måder en surrealistisk weekend. De første dage efter var jeg ekstrem træt og skulle bearbejde alle de nye indtryk. Da det hele var overstået stod jeg med en nærmest tom følelse. En form for antiklimaks, forklarer sangstjernen fra Assentoft.

– Da jeg vågnede søndag morgen tænkte jeg: Hvad så nu? Nu er det bare slut. Det var på én og samme gang rart at få lidt ro på, men samtidig også lidt trist bemærker hun.

Michelle havde en blanding af familie og venner med til Forum Horsens. Herunder ægtemanden Stefan. Deres datter Isabella var dog ikke med, men blev passet af Michelles kusine.

Barnepigen fortalte efterfølgende, at Isabella stod på stolen og dansede mens mor var i fjernsynet, og hun var slet ikke i tvivl om, at mor vandt det hele.

Deltagelsen i programmet har givet Michelle Nielsen en masse kontakter og bekendtskaber i musikbranchen.

Hun håber derfor på at det kan give nogle flere jobs i fremtiden. Inden længe så udgiver Sony samtlige finalesange på en cd, og den kan naturligvis give anledning til flere jobs. Det krydser hun fingre for.

Selvom Michelle ikke vandt finalen i DanskPOP Talent, så lykkedes det hende at overbevise sangeren og komponisten Helge Engelbrecht. Han har inviteret Michelle til at deltage i en TV-udsendelse, hvor han er vært.

Michelle Nielsen skal underholde i en af de legendariske musikudsendelser »Sommersang i Mariehaven«, som sendes på DK 4. Her bliver hun akkompagneret af det navnkundige band »Neighbours.«

Optagelserne til udsendelsen finder sted mandag den 5. juni, og her optræder vores lokale sanglærke sammen med så store kunstnere som Birthe Kjær, Johnny Hansen, Trine Pallesen og Brd. Olsen. Og dem glæder Michelle sig til at møde.

Det har længe været et ønske at optræde netop i Mariehaven. Repertoiret i Mariehaven spænder vidt indenfor dansk populærmusik, og det går godt i spænd med Michelles smag. Hun ved endnu ikke hvad hun skal synge, og det er også uvist hvornår programmet sendes.

– Da jeg så mailen fra Mariehaven tænkte jeg først, om det nu kunne passe. Men det var Helge Engelbrecht som skrev, at han syntes, at det gik godt til finalen i DanskPOP Talent.

Så selvom Michelle ikke vandt finalen i Horsens, så har hun alligevel vundet endnu en stor oplevelse.

– Det er alle disse eftervirkninger, som også gør det sjovt at være med i gamet, konstaterer hun.

Hvis du vil vide mere om Michelle, så finder du hendes hjemmeside her:

http://michellenielsen.dk/

 

Kommentarer