Fantastisk sæson på Badet
Langå Idrætscenter LIC ser tilbage på en forrygende sæson på Badet.
Når vejret arter sig fra sin allerbedste side, som det har været tilfældet her i sommeren 2018, kan det umiddelbart ses på antallet af badegæster, sæsonkort og medlemmer i Langå Svømmeklubben Gudenå. Centerleder Jan Bundgaard fortæller, at sæsonen 2018 har været den bedste i de mere end 10 år, han har været tilknyttet LIC og med mere end 27.000 badegæster måske endda alle tiders bedste badesæson.
Så stort gæsteantal har naturligvis affødt mange perioder med travlhed, lange køer ved billetlugen samt trængsel på arealerne rundt om bassinerne. Men gæsterne har alt i alt taget det med godt humør og tålmodighed, når det har været påkrævet. Livredderne har også haft nok at se til, og på travle dage har det været nødvendigt at indkalde ekstra assistance.
Varmere vand
I badesæsonen 2018 har det i perioder været muligt at tilbyde badegæsterne øget komfort i form af højere vandtemperatur i bassinerne. Dette er blevet taget godt imod af alle, men har kun været muligt, idet det lokale Langå Varmeværk – grundet de mange intense solskinstimer – har haft overskud af varmt vand fra det nyanlagte solvarmeanlæg på Randersvej, hvilket med fordel kunne sendes til bassinerne på Badet. Dermed undgår Langå Varmeværk omkostninger til nedkøling, og badegæsterne opnår i perioder varmere badevand end vanligt.
– Det gode samarbejde med Langå Varmeværk er værdsat af alle. Så vi håber på endnu en god sommer i 2019. Sikkert er det, at vi ser frem til at modtage badegæster og svømmere til sæsonen 2019. Centerleder Jan Bundgaard lover, at arealerne omkring bassinerne får ny belægning, og der er indkøbt nye solvogne med mere. Dette er gjort muligt ved hjælp af en donation fra Lions Club Langå, skriver Langå Idrætscenter LIC i en pressemeddelelse.
Kommentarer