Familiemedlemmer må vige pladsen i bestyrelserne til fordel de professionelle
Ansvaret som bestyrelsesmedlem er stort. Både i forhold til det juridiske og ikke mindst udvikling af virksomheden, som de sidder i bestyrelsen for. Det kræver derfor mere end blot en titel af onkel eller søster at give værdi som medlem af en bestyrelse.
Erhverv Randers ser hos deres medlemsvirksomheder en større interesse for at professionalisere bestyrelsesarbejdet, så bestyrelserne bliver et aktiv i stedet for at være sådan nogen, der bare er der. Derfor har erhvervsorganisationen indgået et samarbejde med lokale Erhvervsakademi Dania om at udbyde en bestyrelsesuddannelse her i efteråret.
”Vi kan se, at flere og flere virksomheder efterspørger mere professionelle bestyrelser i stedet for, at bestyrelsen består af den nærmeste familie eller andre, som ikke nødvendigvis har forudsætningerne for at arbejde med udvikling af virksomheden,” fortæller direktør for Erhverv Randers Jens Kristensen og fortsætter:
”Virksomhederne har derfor brug for bestyrelsesmedlemmer, der kan bidrage konstruktivt til udviklingen med de rigtige kompetencer, og som kan bruges som sparring af ledelsen ”.
Underviseren er en erfaren direktør og bestyrelsesmedlem
Erhvervsakademi Dania har mange forskellige uddannelser og kurser på programmet. Et af dem er grundlæggende bestyrelsesarbejde, som er en del af akademiuddannelsen i ledelse. På bare to år er antallet af deltagere på bestyrelsesuddannelserne hos Erhvervsakademi Dania fordoblet.
Deltagerne er typisk ejerledere, erhvervsledere og andre, som gerne vil bruge uddannelsen som springbræt til en bestyrelseskarriere. Det stiller krav til underviseren, og den lokale uddannelsesinstitution samarbejder med mange forskellige undervisere, og kendetegnet for dem er, at tilknytningen til erhvervslivet er rigtig stor. Det gælder også for underviseren på bestyrelsesuddannelsen, som Dania og Erhverv Randers sammen står bag.
Det bliver nemlig Lars Malling fra Malling & Co. Han har mange års erfaring som direktør og i bestyrelsesarbejde. Derudover vil der være flere spændende indlægsholdere. Uddannelsen giver deltagerne en ”bestyrelsesværktøjskasse” med konkrete og brugbare værktøjer, der kan bruges direkte i bestyrelsesarbejdet efterfølgende. Samtidig får deltagerne indsigt og forståelse for kommunikation og det værdiskabende samarbejde mellem bestyrelsen og ledelsen.
Øget opstramning af det juridiske bestyrelsesansvar
Bestyrelsesarbejdet handler meget om udvikling af virksomheder, men der er også et juridisk aspekt. Og her finder vi den anden forklaring på den øgede efterspørgsel efter bestyrelsesuddannelsen. Det mener erhvervsdirektør hos Dania Erhverv, Birgitte Riise Bjærge.
”Der er kommet nogle stramninger af det juridiske ansvar, som bestyrelsesmedlemmer har, og det kalder helt naturligt på, at man som bestyrelsesmedlem er skarp på sin egen rolle og ansvar. At være bestyrelsesmedlem eller bestyrelsesformand er et arbejde, der kræver særlig indsigt i en lang række faglige områder, så man kan bidrage til virksomhedens fortsatte udvikling,” siger erhvervsdirektør Birgitte Riise Bjærge.
Den nye bestyrelsesuddannelse i Randers starter op i uge 43 og består af 4 undervisningsdage og en eksamen fordelt fra oktober til december.
FAKTA OM DANIA
- Erhvervsakademi Dania udbyder videregående- og efteruddannelser i Grenaa, Hedensted, Hobro, Horsens, Randers, Silkeborg, Skive og Viborg
- I alt udbyder Dania 25 videregående uddannelser inden for Business, Sundhed, Oplevelse, Marketing, Teknologi og Administration
- Samlet er der 2500 fuldtidsstuderende på Dania, hvoraf 300 er internationale studerende
- Derudover er 3700 deltidsstuderende på efter- og videreuddannelse
- Erhvervsakademi Dania blev officielt indviet 1. januar 2009 og har knap 200 fuldtidsansatte medarbejdere.
Kommentarer