Samfund

Familiehygge og fritid er sat på standby for at redde Alling Å

Op mod 50 personer arbejder forsat i døgndrift på at redde Alling Å som følge af det igangværende jordskred ved Nordic Waste. Foto: Randers Kommune

Aldrig før i Randers Kommune har så mange mennesker været involveret i at undgå en omfattende miljøskade. Op mod 50 personer arbejder forsat i døgndrift på at redde Alling Å som følge af det igangværende jordskred ved Nordic Waste, og situationen udvikler sig hele tiden. Det er en gigantisk opgave, som ingen havde bedt om, men som alle siger ja til at hjælpe med at løse, skriver Randers Kommune i en pressemeddelelse onsdag.

En hel nat i julen har smede siddet i mudder for at svejse jernrør sammen til en pumpeløsning. Entreprenører arbejder på at etablere vådområde og dæmninger og ikke mindst på at håndtere den massive jordmængde, der fortsat er i skred. Alt imens miljø- og anlægsingeniører koordinerer indsatsen og med hjælp fra blandt andet geoteknikere forsøger at være et skridt foran i en situation, der hele tiden udvikler sig.

Siden den 19. december 2023 har op mod 50 personer arbejdet i døgndrift for Randers Kommune for at undgå en omfattende miljøskade i Alling Å som følge af det igangværende jordskred på Gl. Aarhusvej 110, hvor Nordic Waste ligger.

Hjælpen er afgørende

Opgaven kom akut og uventet og har et omfang, som ikke er set tidligere i Randers Kommune og, som også på landsplan er helt ekstraordinær. Derfor er et stort antal kommunale medarbejdere og eksterne samarbejdspartnere involveret i at håndtere situationen, og alle er trådt til med kort varsel midt i julen for at hjælpe. Både maskinførere, lastbilchauffører, smede, pumpeeksperter, værnepligtige fra beredskabsstyrelsen, kloakmestre, geologer, anlægsingeniører, vandløbsmedarbejdere, hjemmeværnet, vagter, vejfolk, jurister, biologer og mange andre fagligheder er i spil.

– Der bliver gjort en kæmpe indsats og jeg har enormt stor respekt for alle de mennesker, der i al hast har lagt deres planer om i julen og i stedet kastet sig ind i arbejdet med at redde Alling Å. Vi har uanset hvem vi har spurgt oplevet en stor velvilje til at hjælpe, og det er fuldstændig afgørende for vores mulighed for at håndtere situationen med alle de udfordringer, der har været og fortsat opstår undervejs, siger kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt.

Dramatisk forløb

Randers Kommune bliver første gang informeret om jordskredet af Nordic Waste søndag den 10. december. I de følgende dage fører kommunen som miljømyndighed løbende tilsyn med virksomhedens tiltag for at stoppe jordskredet, der er forårsaget af virksomhedens drift.

Den 16. december vurderer Randers Kommune at det er nødvendigt at sætte gang i yderligere tiltag for at beskytte Alling Å, og få dage efter – den 19. december – beslutter Nordic Waste at forlade stedet. Randers Kommune står dermed alene med opgaven, og de entreprenører, der tidligere har arbejdet for Nordic Waste, begynder nu i stedet at arbejde for Randers Kommune.

I de følgende timer og dage bliver der etableret en arbejdsplads på Gl. Aarhusvej, og der bliver arbejdet med forskellige løsningsmodeller. Alt sammen for at forhindre en større miljøskade på Alling Å.

– Vores opgave som miljømyndighed har hele tiden været og er fortsat at beskytte Alling Å, og det er vanskeligt. Vi har at gøre med naturkræfter, som vi ikke kan styre og, hvor vi heller ikke har erfaring fra lignende situationer at trække på. Derfor har vi også undervejs haft flere løsninger i spil, og vi prøver hele tiden at være et skridt foran, så vi er forberedte, hvis den løsning, vi arbejder med, viser sig ikke at holde, siger Jesper Kaas Schmidt.

Situationen lige nu: Håndtering af vand og jord

I øjeblikket bliver der stadig arbejdet med at håndtere jordskredet for at færdiggøre den pumpeløsning, der kan pumpe vandet forbi Nordic Waste. Samtidig er etableringen af et vådområde i gang. Det skal begrænse og forsinke vandgennemstrømningen i åen, så eventuelt forurening kan nå at bundfælde sig som slam før vandet løber videre i å-løbet.

Undervejs bliver der løbende taget prøver af både vandet i åen og af den jord, som bliver kørt væk fra området til genbrugspladsen på Ørneborgvej.

Randers Kommune vil fortsætte dette arbejde i de kommende dage, hvorefter der skal tages stilling til den fortsatte håndtering af jordskredet. Når situationen igen er stabil og jorden har sat sig, vil Randers Kommune tage stilling til den permanente løsning og genetablering af området og å-løbet, så det igen får god økologisk tilstand.

Alling Å er cirka 35 kilometer lang og er omfattet af statens vandområdeplaner med en målsætning om god økologisk tilstand. Åen munder ud i Grund Fjord ved Allingåbro, hvorfra vandet fortsætter ud i Randers Fjord.

Orientering til byrådet

Tirsdag 26. december var der orienteringsmøde for byrådet med en status på indsatsen ved Nordic Waste.

Til mødet havde forvaltningen forberedt en præsentation, der giver et indblik i, hvordan situationen har udviklet sig, og hvad der er sat gang i af tiltag undervejs.

Se præsentationen her.

 

Kommentarer