Færre lærere skyldes færre elever
Debatindlæg af Simon Ødegaard Simonsen kandidat byråd og folketing (V).
Igen har jeg fordybet mig i et svar, som forvaltningen I Randers Kommune 28. oktober 2017 har udfærdiget på baggrund af et spørgsmål fra en af de mere spørgelystne byrådsmedlemmer i kommunen.
I svaret fra forvaltningen kan man læse, at der i Randers kommune december 2013 var 822 ansatte lærere omregnet i fuldtidsstillinger i folkeskoler inklusive specialskoler. I juli 2017 tallet faldet med 88 til 734 lærere eller et fald på cirka 10 procent.
I næste svar fra forvaltningen kan man læse, at der i skoleåret 2013/2014 var 9996 elever i folkeskolerne inklusive specialskoler. Samme tal er i skoleåret 2017/2018 faldet med 884 elever til 9102 elever i folkeskolerne inklusive specialskoler – eller et fald på cirka 9 procent.
Det korte af det lange er altså, at da der er færre elever cirka 9 procent, er der også cirka 10 procent færre lærere, hvilket vel er en ret logisk konsekvens. I 2013/2014 var der 12 elever per lærer og i 2017/2018 er der – 12 elever per lærer, altså det samme. Al snak om nedskæringer er ensidig tom propaganda.
Venstre står tværtimod for styrkelse af folkeskolerne og specialskolerne gennem forbedring af IT-udstyr
i klasseværelser, opgradering af faglokaler, efteruddannelse af lærere og også generel forbedring af lokaler for elever og lærere.
VI har taget ansvaret sammen med S og DF, hvor ingen andre turde. Det har været, og er en stor omvæltning. Heldigvis er resultaterne så småt ved at indfinde sig ifølge ministeriet. Lad os nu give skolerne ro til at komme helt i mål, – og give forældrene tid til at lave nogle flere børn.
Kommentarer