Læsten

3 fugle afsløret ved Læsten Kirke

Mange sognebørn, foruden præsten og kunstneren selv, deltog i indvielsen af den nye, fine skulptur på Læsten kirkegård. Foto: Dirch Lind

Efter gudstjenesten i Læsten Kirke 21. august trak alle kirkegængere ud på kirkegården til den nyanlagte Fællesgrav, hvor der var officiel indvielse af en ny granitskulptur.

Karin Lunøe fra menighedsrådet bød velkommen og fortalte om, hvordan ideen med skulpturen er vokset frem. Gennem et år har en række kvinder fra Læsten mødtes og lavet håndarbejde med det formål at sælge det for at skaffe penge til en skulptur. Da en stor del af pengene på den måde var kommet i hus, kontaktede menighedsrådet stenkunstner Henrik Langballe fra Asferg omkring projektet. Karin takkede for et godt samarbejde med kunstneren, som har været god til at lytte til menighedsrådets ønsker. Resultatet er blevet en flot skulptur, som passer godt ind på kirkegården, foruden en lille bænk, hvor man kan sidde i egne tanker – og nyde udsigten over Læsten Bakker.

Laesten-kirkegaard-skulptur-henrik-langballeHenrik Langballe fortalte om skulpturen

Henrik Langballe takkede herefter for et godt samarbejde med Læsten Menighedsråd, og han takkede sin kone Berit Langballe – som har været en god samarbejdspartner i projektet.

Herefter fortalte han lidt om tankerne bag ”På gennemrejse” – som skulpturen hedder.

Titlen refererer dels til at de 3 fugle er på træk – men har sat sig til hvile på de 3 granitsøjler. Men det er også en reference til Blichers digt: ”Sig nærmer tiden, da jeg må væk, jeg hører vinterens stemme, thi også jeg er her kun på træk og haver andetsteds hjemme”.

Kunst til eftertanke

Fuglene er helt enkle i sin form, og materialerne er valgt så de passer godt med de øvrige farver og materialer på kirkegården og i kirken.
Fuglene sidder i en cirkel, som blandt andet kan repræsentere et livshjul, eller det kan være 2 forældre og en unge – generationer, som afløser hinanden.
– Man kan sige, at livet vil livet – men for den enkelte fugl er livet kun en kort stund i væren, en gennemrejse, og det samme gælder jo for mennesker, som kunstneren udtrykte det.
Henrik Langballe ytrede slutteligt håb om, at skulpturen vil vække til eftertanke for de pårørende og besøgende på kirkegården, og overdragede dermed kunstværket til menigheden og Læsten by.

Herefter var menighedsrådet vært ved et lille udendørs traktement i det gode vejr.

 

Kommentarer