Fællessang med Rebold Band i Øster Bjerregrav Forsamlingshus
Steen og Trine fra det Randersbaserede Rebold Band gæster Øster Bjerregrav 5. marts. Pressefoto.
ØSTER BJERREGRAV – I starten af marts deltager Øster Bjerregrav og Ålum sogne traditionen tro aktivt ved landsindsamlingen i Folkekirkens Nødhjælp. Tidligere har man blandt andet solgt afladsbreve, og et år blev pladserne i de lokale kirker solgt til det gode formål.
I år har menighedsrådet arrangeret fællessang, som finder sted torsdag den 5. marts klokken 19 i forsamlingshuset i Øster Bjerregrav, hvor Steen og Trine fra det Randersbaserede Rebold Band står klar til at fyre musikalsk op under deltagerne med populære sange, som alle kan synge med på.
Ud over fællessang vil aftenen også byde lotteri, auktion og hygge i forsamlingshuset, og overskuddet herfra går til indsamlingen hos Folkekirkens Nødhjælp.
Der er gratis adgang til arrangementet, og da man forventer rift om pladserne, er det nødvendigt med tilmelding, som skal ske til formand for menighedsrådet, Peter Fast, på mail Peter.Fast@outlook.dk eller telefon 24 21 70 17.















Kommentarer