“Fårup Ældrecenter er Danmarks bedste sted at være!”
Så enkelt kan det siges, ifølge Hugo Andersen og Birgit Axelsen, som begge er beboere på stedet.
Hugo er fra Nørbæk, mens Birgit er født og opvokset i Randers. Fælles for dem begge var, at ingen af dem ønskede at flytte ind på ældrecentret i Fårup. Hugo ville helst være flyttet ind i et af de tilhørende huse, mens Birgit ville blive i Randers.
Efter at have boet på ældrecentret i omkring syv måneder, er de nu blevet enige om, at de aldrig ønsker at flytte igen. De to bor naboer, og snakker godt sammen. Birgit skal ofte ind på sygehuset i Randers i forbindelse med dialysebehandling, og mens hun venter på at blive afhentet, får de to sig en snak i gangen.
– Vi ordner hele verdenssituationen sammen, mens jeg venter på taxaen, siger Birgit med et smil.
Både Hugo Andersen (86) og Birgit Axelsen (77) flyttede ind den 1. oktober sidste år. Dog havde Hugo været til aflastning på ældrecentret fra 4. juli sidste år. Senere på året mistede han sin hustru og en søn. Hustruen døde kun 10 dage før de kunne fejre krondiamantbryllup, og det tog hårdt på Hugo. Begge døde af lungekræft.
– For nogen tid siden var vi ovre og se et helt moderne plejehjem i Klejtrup, som kun er 7 år gammelt. Det var så godt, og alle tiders. Her vil jeg godt flytte over, men kun hvis jeg kan få hele personalet fra Fårup med, erklærer Birgit Axelsen.
Ferie med ældrecenteret
Ni af beboerne på Fårup Ældrecenter har netop været på ferie i en uge. De overnattede på Søster Kathinkas feriehus i Voerså ved Sæby. Med sig havde de seks af de ansatte.
– Takket være de seks piger, blev det en rigtig god ferie for os alle sammen. I den uge vi var i Voerså havde de næsten ikke fri, fordi de passede os op, fortæller Birgit Axelsen og fortsætter:
– Det var så hyggeligt, at personalet sad og spiste sammen med os. Det må de jo ikke her på ældrecentret, forklarer hun, og er meget forarget over, at maden hellere skal smides ud, end at personalet må spise den.
Både Hugo Andersen og Birgit Axelsen bemærkede, at alle fra personalet var godt trætte, da de kørte mod Fårup.
– Men de havde også puklet rigtig meget, bedyrer Hugo, og understreger, at personalet skal have alt den ros, som de fortjener.
Beboerne på Fårup Ældrecenter keder sig aldrig. I hvert fald ikke Hugo og Birgit.
– Vi keder os aldrig. Der er altid nogen at snakke med, påpeger Hugo, og fortæller, at Fårup Ældrecenter hver 14. dag arrangerer udflugter med ”Kragebussen,” som er centrets minibus.
De to beboere har også bemærket, at personalet er presset. I weekenderne ser de kun to ansatte, og om natten kun én person, som har ansvaret for samtlige 27 beboere.
– Vi bemærker ikke, at de har så travlt, men vi kan se, at de løber stærkere og stærkere, konstaterer de begge to.
Birgit Axelsen mistede sin søster i marts måned. Hun boede på et andet plejehjem, men der oplevede hun, at de pårørende var efterladt alene på gangen.
– Når en beboer falder væk her, så stiller personalet op, og følger båren til dørs. Den afdøde bliver sunget ud, og de ansatte kommer til begravelsen. Også selvom de har fri, pointerer Birgit Axelsen.
– Vi føler faktisk, at vi er en stor familie, og for de ansatte er det ikke bare et job, men et kald fastslår de begge samstemmende.
Mens avisen er på besøg, kommer sosu-assistent Lisbeth Østedgaard Thomassen forbi, for at servere kaffe og kage. Hun forklarer, at hun gerne vil tage alle beboerne med i lommen hjem, når hun har fyraften, fordi de alle sammen er så søde.
– Den gode og hyggelige tone blandt personalet og beboerne smitter selvfølgelig af, og gør at det altid er hyggeligt at komme på arbejde, siger hun.
Lisbeth Østedgaard Thomassen betegner Fårup Ældrecenter som en fantastisk arbejdsplads, hvor alle holder af hinanden. Samtidig gør hun opmærksom på, at det er svært at blive ansat på ældrecentret. Det skyldes, at alle er meget tilfredse, og derfor er der ingen, som forlader stedet, før de opnår deres pension.
– Vi er helt sikre på, at Fårup Ældrecenter er det bedste plejehjem i hele landet, og der findes ikke noget bedre personale i noget steds, understreger Birgit og Hugo næsten i munden på hinanden.
Efter at have besøgt Fårup Ældrecenter må vi nok give Hugo og Birgit ret i, at personalet er noget helt specielt i positiv henseende.
Kommentarer