Af Mads Sejersen Vinther, Socialistisk Folkeparti

Det er en tragedie for mange landsbyer i Randers, at ældre, som har bygget lokalsamfundene, i dag oplever, at servicen svinder ind. Busruter nedlægges, butikker lukker, og hjemmeplejen presses af stramme budgetter. Resultatet er ældre, der isoleres, mister selvstændighed og fællesskab – præcis det, som gør livet på landet værdifuldt. For hvem vil ikke gerne kunne handle eller ordne små ærinder uden at bruge en halv dag på at komme ind til byen?

Jeg bor selv på landet og er 55 år. Jeg bliver ikke yngre – og jeg ved, at jeg en dag også bliver “ældre”. Når den tid kommer, håber jeg på at kunne bo et sted, hvor jeg kan mødes med andre over en kop kaffe, en kortspilsrunde eller en gåtur – og stadig vide, at hjælpen er tæt på, hvis jeg får brug for den. Og helt ærligt: jeg håber også, der er andre ældre, som deler min humor, og som gider høre mine historier igen og igen, uden at rulle alt for meget med øjnene. Fællesskab er også at kunne grine sammen – selv når man har hørt den samme vittighed for tredje gang. Måske endda give hinanden ret i, at punchlinen var sjovere første gang.

Derfor skal vi udvikle og ikke afvikle. I Randers behøver vi ikke bare kopiere, hvad andre kommuner gør. Vi kan gå vores egen vej. Et eksempel kunne være servicecentre i udvalgte landsbyer og mindre byer i kommunen. Her kunne samles plejecentre, ældreboliger, læger, aktiviteter og andre funktioner i et område, der er nemt at komme til og bruge. Centrene behøver ikke være ens – de kan tilpasses lokale behov. Men et fælles træk bør være, at der er fast personale knyttet til stedet, så ældre møder de samme ansigter i hverdagen. Det giver tryghed, kontinuitet og en følelse af, at nogen kender én og følger med i ens liv – og måske endda kan grine lidt af ens dårlige vittigheder.

Et godt liv på landet er ikke noget, der sker af sig selv. Det er et politisk valg. Et valg om, hvorvidt vi vil have liv i landdistrikterne, eller om vi vil lade dem visne hen. Intet andet. Det burde ikke være kontroversielt at sikre, at ældre kan bo trygt og have et meningsfuldt liv i de landsbyer, de har været med til at bygge. Alle partier burde kunne bakke op om det – det handler ikke om højre eller venstre, men om ansvar og respekt.

Her må vi også være ærlige: Det skal ikke kun være godt at blive gammel i storbykommuner, som sidder på den grønne gren, mens Randers og andre landområder presses af en falleret udligningsordning. Vi skal sikre, at værdighed og tryghed ikke afhænger af postnummer, men er et fælles ansvar – også på tværs af kommunegrænser.

Vi skal ikke undervurdere de små ting: en fællesspisning, et foredrag, eller bare at kunne slå sig ned på en bænk og få en snak. Det er sådan noget, der gør en landsby levende – og sådan noget, jeg selv håber at kunne nyde godt af, når jeg bliver ældre. Og ja, hvis jeg kan lokke nogen til at spille kort eller grine lidt af mine dårlige jokes, så er det et ekstra plus.

Med fleksible servicecentre kan vi både sikre nærhed, skabe liv i landsbyerne og udvikle noget, der virkelig passer til Randers. Her skal vi turde gå forrest og vise, at det gode liv på landet ikke hører fortiden til – det kan også være fremtiden, når vi bliver ældre.

Hvis du ønsker de rette forandringer for ældre og for vores lokalsamfund, så stem personligt på Mads Sejersen Vinther, Socialistisk Folkeparti (SF). For i Randers skal vi ikke nøjes med mindre – vi skal sikre mere liv, mere tryghed, mere fællesskab… og gerne et grin eller to på vejen.