Er aftalen om åbenhed en lukket fest?
Knapt er blækket tørt på en samarbejdsaftale om åbenhed og borgerinddragelse, før den skaber strid. Samarbejdsaftalen blev lørdag underskrevet af otte partier og lister. Det blev bemærket, at Alternativet ikke deltog som medunderskriver.
Per Schultz-Knudsen fra Velfærdslisten meddelte, at Alternativet blot havde meddelt, at de ikke ville være med, men i øvrigt ikke havde givet nogen begrundelse.
Randers Netavis har spurgt Alternativets forperson og spidskandidat Frederik Glerup Christensen hvorfor partiet ikke er med i aftalen, og hvorfor de ikke har begrundet det.
– Det er decideret løgn, at Alternativet ikke har sendt en begrundelse. Bestyrelsen har sendt en mail til Per Schultz-Knudsen fra Velfærdslisten, hvori vi begrunder hvorfor vi ikke vil være med i aftalen, bedyrer en vred spidskandidat.
Alternativets argumenter for ikke at deltage var nogle uklarheder i formuleringerne i aftalen. Men det væsentligste argument var, at aftalen ikke var åben for alle partier.
Frederik Glerup Christensen oplyser, at Alternativet helt fra begyndelsen lagde afgørende vægt på, at aftalen skulle åbnes for alle de partier og lister, som gerne ville deltage.
– Men det har et bredt udsnit af partierne ikke ønsket, og har ikke ment det var præmissen for samarbejdet, men at de store partier inklusive Dansk Folkeparti ikke var velkomne. Derfor meddelte vores bestyrelse, at det er hovedårsagen til, at Alternativet ikke vil være med i aftalen, oplyser Frederik Glerup Christensen.
– Det er ikke i orden, at der lyves, når vi har været med i processen lige fra begyndelsen. Der er en rigtig god grund til at vi har valgt at trække os, og det bliver beskrevet i den begrundelse, som vores bestyrelse har afsendt til Per Schultz-Knudsen påpeger Alternativets forperson, som erklærer, at det vidner lidt om hvad indholdet af aftalen bygger på.
På lørdagens pressemøde sagde Kasper Fuhr Christensen:
– Alle er velkomne. Hvis de store partier har lyst til at være med, så er de velkomne til at tilslutte sig. Jeg synes bare, det giver god mening først at få underskrevet aftalen i den her kreds, fordi det er her der er vist størst forståelse af nødvendigheden af åbenhed. Men skulle det være sådan at Socialdemokratiet pludselig har lyst til at tilslutte sig aftalen, så skal de da have lov til det.
Men det er ikke rigtigt ifølge Frederik Glerup Christensen.
– Vi går ind for tillid, åbenhed og borgerinddragelse og det var årsagen til at vi gik med i forhandlingerne. Jeg havde virkelig håbet at vi kunne undgå sådanne konflikter hvor vi går og stikker hinanden i ryggen og lyver om hinanden. Det er forfærdelig træls mener han.
Frederik Glerup Christensen erkender, at en tidligere bestyrelse har tilkendegivet, at Alternativet var med hele vejen. Men den nye bestyrelse lægger meget vægt på et bredt samarbejde og åbenhed, derfor har han beklaget overfor Per Schultz-Knudsen, at der har kunnet være lidt forvirring omkring Alternativet opbakning til aftalen.
Kasper Fuhr Christensen siger i dag til Randers Netavis:
– Som man kunne høre i går, var der enighed om samarbejdet er åbent for alle. Det er rigtig nok, at der i første omgang ikke var åbnet for Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti, men som jeg har forstået det, har det hele tiden været meningen, at alle skal kunne tilslutte sig, hvis man er enig i aftalen.
Da vi spørger Per Schultz-Knudsen fra Velfærdslisten, hvem som har ret, svarer han:
– Jeg tror faktisk, at vi har ret begge to. Frederik har ret i, at de sendte en mail hvori de meddeler, at de ikke vil være med i aftalen. Men når jeg synes, at der ikke er nogen begrundelse, så er det fordi de skriver, at alle partier og lister skulle have haft mulighed for at deltage. Det er lidt underligt at melde det ud fem dage før offentliggørelsen af aftalen, når nu de har deltaget i samtlige møder lige fra begyndelsen.
– De var også med på det sidste møde, hvor aftalen var indgået, og hvis de havde ment, at alle partier og lister skulle have været med, så skulle de jo have sagt det noget før. Jeg husker i hvert fald ikke, at de skulle have sagt det.
Per Schultz-Knudsen ville ikke sige, om han er overrasket over reaktionen fra Frederik Glerup Christensen, men tror formanden er presset, og han har tilkendegivet, at han ikke havde fået det mandat, som han troede han havde fået, og mener i øvrigt, at Alternativet har sendt forvirrende signaler i sagen.
– Det var netop for ikke at beskylde Alternativet for noget som helst, at jeg til Randers Netavis siger, at der ikke var nogen egentlig begrundelse for at de ikke ville deltage i aftalen. Det er jo dem selv dem selv, der skal forklare hvorfor de ikke er med, siger Per Schultz-Knudsen, som grundlæggende mener, at parterne har talt forbi hinanden.
Vi må konstatere, at allerede inden valgkampen for alvor er gået i gang, så er der allerede nu rigeligt med stof til næste års Randers Revy.
Kommentarer