En statue for demokratiet afsløret fredag på Thors Trappe
Fredag eftermiddag var den nyanlagte Thors Trappe på toppen af Østervold fyldt med forventningsfulde borgere, der ville opleve afsløringen af Randers’ nye kunstværk “Bar Roma”, skabt af den internationalt anerkendte billedkunstner Erik A. Frandsen. Værket er placeret midt på trappen, hvor den otte meter lange skulptur vækker opsigt allerede et godt stykke før foden af trappen.
Erik A. Frandsen, der er født i Randers, var selv til stede og sagde blandt andet i sin tale om sine tanker bag værket:
– Skulpturen er en statue. Det er en statue, der er lagt ned. Det er den som et følge af tidsånden, hvor nogle folk har travlt med at fjerne ting fra det offentlige rum, som de mener virker undertrykende eller fremmedgørende eller direkte hånende overfor nogle befolkningsgrupper.
– Det vil jeg slet ikke forholde mig til, men jeg forholder mig til, at når man lægger en statue ned, så forsvinder dens narrativ. Narrativet er væk, og det, der er tilbage, er handlingen. Og handlingen får lov til at leve. Grunden til det er, at narrativet flytter ud i hovedet på folk, og det håber jeg på en eller anden måde, kan blive en “vi” ting. Og dermed bliver Thors Trappe en trappe for demokratiet.
Bar Roma trækker på indtryk fra en arkitektonisk dannelsesrejse til Italien, som Erik A Frandsen besøgte sammen med kunsthistorikeren og forfatteren Tom Hermansen. Det forklarer også titlen på værket. Bar Roma er nemlig også navnet på en forslidt bar i den lille landsby Tresigallo, som er en af de 15 norditalienske byer, makkerparret besøgte for at se på fascistisk kunst fra 1930’erne.
Mens Tyskland efter krigen slettede sporene fra nazismen, lever italienerne den dag i dag stadig med arkitekturen, billederne og symbolerne fra den fascistiske tid. Erik A. Frandsens overordnede intention med sit værk, Bar Roma, er at udfordre de bevægelser og strømninger, som sætter spørgsmålstegn ved hierarkier i samfundet. Frandsen betegner det selv som demokratisk kunst.
Erik A. Frandsen er født i Randers, 20. april 1957. Han er søn af ostehandler August Frandsen, der i mange år drev butik i Randers. Erik A. Frandsen er autodidakt billedkunstner og grafiker. Han startede sin karriere som kunstner allerede i gymnasietiden. Her lånte han en gammel trykpresse af en anden randerskunstner, Per Neble. Efter gymnasiet rejste Frandsen til Grækenland for at studere keramik. I begyndelsen af 1980érne spillede han en hovedrolle i det kunstneriske nybrud, der fandt sted i Danmark, ofte betegnet som ”de unge vilde”. Han har siden været en særdeles tydelig og dynamisk arbejdende kunstner i både det danske og det udenlandske kunstliv. Hans værker finder man både på mange kunstmuseer, i det offentlige rum og i private samlinger. Erik A. Frandsen har blandt andet udført en stor kunstopgave på supersygehuset Gødstrup i 2022. Og han har også spillet en stor rolle i udsmykningen af kronprinseparrets palæ på Amalienborg.
Bar Roma er resultatet af et stærkt samarbejde mellem det lokale erhvervsliv og Randers Byråd. De første tiltag til at realisere projektet blev taget i 2018. Dengang mødte en lang række virksomhedsejere og kunstinteresserede borgere Erik A. Frandsen. Det var dog først i maj 2022, at ideen om den nuværende statue blev til en realitet. Erhvervslivet har indsamlet 1,5 mio. kr. til projektet. De resterende 3,5 mio. kr. er bevilliget af Randers Byråd. Værket skænkes til Randers Kommunes Kunstfond.
Kommentarer