Livsstil og forbrug

En hård måned for bilsalget, men der er lys forude

Foto: De Danske Bilimportører.

Endnu en måned med corona-nedlukning af detailhandlen satte sit aftryk på bilsalget. Med kun 9.912 nye personbiler i februar måned og et fald på hele 39,9 procent år-til-dato, sammenlignet med samme periode sidste år, glæder forhandlere sig til i dag at kunne genåbne bilforretningerne.

Som det meste af detailhandlen, har bilforhandlere landet over været lukket for kundebesøg siden jul, men onsdag d. 24. februar offentliggjorde Regeringen og dens støttepartier en aftale om kontrolleret genåbning af ”udsalgsvarebutikker”, som bl.a. omfatter bilforhandlere, pr. 1. marts. Det er bestemt godt nyt for bilbranchen, som har været hårdt prøvet af først langstrakte afgiftsforhandlinger i efteråret og dernæst corona-nedlukning i vintermånederne.

”Med genåbningen af landets bilforhandlere er der udsigt til, at de danske bilforhandlere kan begynde at indhente vinterens tabte salg. Genåbningen sidste sommer viste, at kunderne vender hurtigt tilbage, når butikkerne får lov til at slå dørene op. Denne gang er det med lidt flere restriktioner og forholdsregler end i sommer, men vi håber og tror på, at det samme, overordnede mønster vil gøre sig gældende igen,” siger Mads Rørvig, administrerende direktør for De Danske Bilimportører.

Opadgående grønne salgsandele

Ligesom resten af bilsalget har også de opladelige biler været påvirket af corona-nedlukningen. Bemærkelsesværdigt er det dog, at andelen af grønne i det totale salg fortsat holder niveau. I den forgangne måned udgjorde de opladelige biler sammenlagt 17,2 procent af nyregistreringerne – andelen var 7,3 procent i samme måned sidste år. Imens elbilerne udgjorde 3,5 procent, udgjorde de opladelige plug-in hybrider 13,7 procent af nyregistreringerne i februar måned.

”De grønne biler holder momentum trods svære betingelser. Det er imponerende. De opladelige biler benytter ny teknologi, som stadig er nyt land for mange bilister. Alligevel er en stor andel af bilkøberne i februar hoppet med på den grønne vogn, selvom de ikke har kunnet komme på besøg hos forhandlerne og se, føle og mærke fremtidens biler. Det vidner om stor tillid til de grønne biler fra forbrugernes side,” siger Mads Rørvig.

Kommentarer