Eleverne skabte fællesskab og fest til Grundlovsfest

Grundlovsdag blev fejret med smil, fællesskab og masser af aktiviteter, da Nørrevangsskolens elevråd onsdag den 4. juni 2025 stod i spidsen for en festlig dag for skolens elever og lærere.
Arrangementet, som løb af stablen fra klokken 11.00, var planlagt og gennemført af eleverne selv – et tydeligt bevis på det stærke elevengagement, der præger Nørrevangsskolen.
– Når elever selv tager initiativ og skaber arrangementer som dette, er det et stærkt udtryk for engagement og en ansvarsfølelse overfor fællesskabet. Det er netop sådanne oplevelser, der styrker demokratioplevelsen og giver eleverne værdifulde erfaringer med medborgerskab, siger Carsten Otte, direktør for Børn og Skole i Randers Kommune.
Dagen blev indledt med en velkomsttale fra tre engagerede elevrådsmedlemmer, hvorefter en lærer satte gang i fællesdans for alle deltagere. Programmet bød derefter på rundbold, lege og aktiviteter, som skabte glæde og bevægelse frem til klokken 13.30.
Omkring middagstid blev der delt champagnebrus ud til alle deltagende elever – en festlig gestus fra elevrådet, der satte prikken over i’et på en dag fyldt med fællesskab og gode oplevelser.
Også det lokale foreningsliv var repræsenteret. Randers Cimbria og Randers Nord IF deltog også i dagens program og bidrog til den gode stemning, hvilket understreger det stærke samarbejde mellem skole og lokalsamfund.
Kommentarer