Efter bare ét år: 3.000 kender hemmeligheden om Randers
Søndag den 18. juni fylder den magiske byvandring ‘Hemmeligheden om Randers’ et år. I løbet af det første år har cirka 3.000 personer oplevet det usynlige teaterstykke, hvor lytteren bliver ført rundt i Randers og indviet i glimt af byens tre største forfatteres lokale historie.
Magikeren Isra guider dig gennem middelaldermidtbyens gader, og Steen Steensen Blicher lægger en hånd på din skulder, mens du vandrer på Østre Kirkegård. Karin Michaëlis erindrer en smuk dag i sneen ved sit hjem i Tøjhushaven, og Henrik Pontoppidan fortæller om, hvordan det var at være søn af den strenge præst i Skt. Mortens Kirke, når han meget hellere ville beskæftige sig med naturvidenskab.
Lone Føgh Westphall oplevede Hemmeligheden om Randers for første gang, da hun tiltrådte stillingen som chef for Randers Bibliotek i januar 2023.
– Min forventning til turen stod slet ikke mål med oplevelsen af Hemmeligheden om Randers; det var så meget mere. Det er et utrolig professionelt set up, og stemmeskuespillerne gør forfatternes historier levende, så man føler, man går turen sammen med dem,” siger bibliotekschef Lone Føgh Westphall og tilføjer:
– Som helt ny i Randers fik jeg også set nogle meget fine og smukke sider af byen. Generelt var det en magisk oplevelse, som jeg fik lyst til at dele med mine nærmeste. Jeg skal helt sikkert af sted igen, og jeg vil opfordre alle andre til at unde sig selv den samme oplevelse.
Ét skridt ad gangen mod indre ro
Ud over de litterære og historiske fortællinger, har Hemmeligheden om Randers også et andet aspekt, hvor lytteren bliver inviteret på en indre udviklingsrejse. For eksempel går man over en bro ved Randers Havn, mens man ét skridt ad gangen bevæger sig tættere på en indre ro – og måske også en indre transformation.
– Jeg var meget rørt efter oplevelsen ved broen. Det var et lag i oplevelsen, som jeg slet ikke havde forventet. Og det er et godt eksempel på, at der er meget mere end en litterær oplevelse at hente i Hemmeligheden om Randers. Man bliver bestemt også udfordret på et personligt plan og får masser af stof til eftertanke. Så der er mange gode grunde til at kaste sig ud den dejlige gåtur med Hemmeligheden om Randers i ørerne, siger Lone Føgh Westphall.
Hvis du endnu ikke har oplevet Hemmeligheden om Randers, kan du deltage i en præsentation af den magiske lydvandring mandag 14. august klokken 13.30 til 15.30 i Randers Festuge.
Inger Nygaard Kaad fra Randers Bibliotek introducerer og går forrest på turen. Alle er velkomne til at være med, og det er gratis at deltage. Billetter kan hentes på bibliotekets hjemmeside.
Kommentarer