E45 skal udvides hele vejen til Randers
Borgmester Claus Omann Jensen og det lokale folketingsmedlem Michael Aastrup Jensen fra Venstre sætter sig nu i spidsen for at få udvidet den såkaldte VVM-undersøgelse af E45, som regeringen netop har foreslået ved Aarhus og mellem Skanderborg og Horsens, så VVM undersøgelsen også vil indbefatte strækningen mellem Randers og Aarhus Nord.
– Randers er landets sjette største by og vi har et kæmpe opland, hvor det er essentielt for vores virksomheders fortsatte vækst, at de kan få transporteret deres varer, og samtidig har vi mange borgere som dagligt pendler til og fra arbejde, der dermed alle er afhængig af motorvejen. Den seneste analyse fra Business Region Aarhus viste også, at fritidspendlingen mellem de østjyske byer er stærk stigende. Det er derfor helt afgørende, at den vigtige udvidelse af E45 føres hele vejen til Randers. Det glæder mig derfor, at vi står sammen med de andre østjyske borgmestre i Business Region Aarhus i arbejdet med, at VVM for E45 skal inkluderer strækningen til Randers, udtaler borgmester Claus Omann Jensen.
I sidste uge meldte Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen ud, at VLAK-Regeringen som del af den kommende finanslov vil afsætte 48 millioner kroner til en VVM-undersøgelse af en udvidelse af Motorvej E45 mellem Aarhus og Vejle fra to spor i hver retning til tre.
Men ifølge Michael Aastrup Jensen skal strækningen udvides til Randers, og nu sætter han alt ind på at få den sidste del af strækningen med i VVM undersøgelsen på finansloven.
– Det nytter ikke noget kun at udvide E45 til og med Aarhus Nord. I så fald flytter problemerne med lange køer i myldretiden blot længere nordpå. Det er glædeligt, at der nu sker noget i forhold til udvidelse af E45, men vi skal have strækningen til Randers med, hvis det virkeligt skal batte noget. Derfor vil jeg arbejde hårdt for, at den endelige finanslovsaftale om VVM undersøgelsen af E45 bliver inklusiv strækningen til Randers, udtaler Michael Aastrup Jensen.
Argumenterne bakkes op af borgmester i Aarhus Jacob Bundsgaard (S).
Kommentarer