Debat og politik

Du er inviteret, men egentlig ikke velkommen!

Læserindlæg af Mads Dinesen, Randers.

Der varmes op til kommunalvalget, og d. 23. marts afholder Alternativet Randers deres første politiske laboratorium, et såkaldt PoLa, hvorfra al politik i Alternativet gerne skulle udvikles. I den forbindelse har Alternativet Randers været ude i medierne for at invitere alle borgere i Randers ind for at tage del i denne proces, som starter med en guidet byvandring.

Det er dog en åben invitation, hvor åbenheden er mere af navn end af gavn.

Som en del af deres åbne proces har alle fremmødte stemmeret, når konkrete forslag skal stemmes igennem, og derfor er det yderst problematisk, hvis et flertal af de fremmødte ikke er enige med partiet selv. Alternativet Randers siger selv, at det er en fuldstændig hypotetisk snak, at der skulle være flertal for forslag, der ligger udenfor partiets linje, men dette må nødvendigvis betyde, at den åbne invitation slet ikke er så åben igen. Ved det seneste folketingsvalg fik Alternativet 3,0 % af stemmerne i Randers Kommune, så hvis et bare nogenlunde repræsentativt udsnit af kommunens borgere møder op, bliver forslagene næppe i overensstemmelse med Alternativets linje.

Da jeg spørger Alternativet Randers, hvad der sker, hvis en større andel fra andre partier møder op, med andre visioner end Alternativet, får jeg at vide, at det vil kunne betragtes som sabotage, og de pågældende vil således blive bortvist fra arrangementet… Du er altså inviteret til arrangementet medmindre du ikke deler deres holdning, for så risiker du at blive smidt ud.

Læserinformation fra Randers Netavis redaktion:
Alternativet har publiceret deres invitation til PoLa om Byrum/Byliv på deres facebook side.

 

Kommentarer