Samfund

Demensvenlig landsby tager form

Ombygningen af ældrecenteret Møllevang til et demensvenligt miljø er i fuld gang og fortsætter i 2018. På mødet den 27. november bevilgede Randers Byråd to millioner kroner til anden etape i projektet.

Visionen om at forvandle ændrecenteret Møllevang til det demensvenlige miljø Landsbyen Møllevang begynder for alvor at tage form.

I foråret frigav Randers Byråd de første to millioner kroner til projektet, og på mødet den 27. november er yderligere to millioner kroner frigivet. De penge skal bruges til anden etape i projektet, hvor planen er at etablere et hovedstrøg med blandt andet butik, musikcafé, frisør/barber, sanserum, hobbyrum, træningsfaciliteter, konditori/orangeri og en ”Slyngelstue”.

Omkring 80 procent af beboerne på Møllevang har i dag en demenssygdom eller demenslignende adfærd, og der har derfor også længe været arbejdet på at optimere stedet til demente. Allerede i 2015 blev en stor del af Center Møllevang rammet ind, og der blev anlagt stier i en del af udeområdet, som forberedelse til at lave ét samlet grønt område. I 2016 blev indgangspartiet ændret til et sansemiljø med inspiration fra å- og fjordmiljø i og omkring Randers. Og i 2017 er der arbejdet med at skabe demensvenlig indretning i fællesarealerne i boenhederne, ligesom der er anlagt en ny have med forskellige sansemiljøer.

Beboere, pårørende, personale og frivillige er med i processen omkring omdannelsen.

I Randers Kommunes budget for 2017-2020 er der i alt afsat fem millioner kroner til planerne for at etablere Landsbyen Møllevang, der vil blive færdiggjort i 2019. I løbet af de kommende år forventer forvaltningen, at alle beboere på stedet vil have demens.

Kommentarer