Af Claus Berggren, Venstre

I TV2 Østjyllands nylige indslag udtalte Luna Munk, at hun ikke har lyst til at arbejde, når hun er færdiguddannet, fordi det vil påvirke hendes familieliv.

Jeg forstår udmærket behovet for fleksibilitet som forælder – det kender mange til. Men i Danmark har vi faktisk et arbejdsmarked der tilbyder meget stor fleksibilitet, – og kan man ikke lige få den fleksibilitet man ønsker på sit ønskejob, så må man tage et andet job.

Det handler ikke om at udskamme nogen, men om noget grundlæggende: Vi har brug for, at flere bidrager til fællesskabet – ikke færre.

Et fleksibelt arbejdsliv er muligt, og det er præcis, hvad mange danskere praktiserer hver eneste dag: De får hverdagen til at hænge sammen med deltid, hjemmearbejde, skæve arbejdstider og prioritering af familieliv uden at melde sig helt ud.

Men arbejde handler ikke kun om pligt og økonomi. Det handler også om identitet, fællesskab og mening. Arbejdspladsen er for mange et vigtigt socialt rum, hvor vi indgår i relationer, udveksler ideer og oplever at være en del af noget større. Det skaber både selvværd og livsindhold.

I Randers Kommune har vi en stor udfordring: Over 24 % af de 16-66-årige er på offentlig forsørgelse. Det er langt over landsgennemsnittet. Samtidig har vi Danmarks næst-dårligste socioøkonomiske vilkår. Hvis vi skal løfte Randers – og velfærdssamfundet generelt – kræver det, at vi alle bidrager efter evne.

At få børn er en gave og et ansvar, som langt de fleste forældre håndterer sideløbende med deres job.

Derfor er mit budskab klart: Vi skal gøre det lettere at finde fleksible løsninger, ja – men vi skal også holde fast i, at alle, der kan, skal bidrage. Ikke bare for samfundets skyld, men for ens egen. Det er i fællesskabet – også på arbejdspladsen – at vi vokser som mennesker.