Debat og politik

Debat: Der er stadig for meget på bordet

Skrevet af: Vitus Jordan, Langå, formand for LEV Randers

Handicaprådet har afgivet to solide høringssvar her under sparerunden i Randers kommune – dels til socialudvalget og dels til omsorgsudvalget.

Mens de mest iøjnefaldende forslag – nedlæggelse af plejehjem og Klub 85 – er taget ud af spillet, har de undervejs skygget for en del andre alvorlige nedskæringer. Her er høringssvarene fra handicaprådet stærkt foruroligende læsning, som bør komme den brede offentlighed til kendskab. Desværre finder man dem nemlig kun, hvis man er hjemmevant på kommunens hjemmeside; nede i 6. ‘kælderetage’.

Men når det lykkes for dig, kan jeg anbefale dig at læse høringssvarene.

Tag blot forslaget om at det fremover blot er hver tredie uge, der skal gøres rent, mod nu hver anden. Eller ophør af kaldemuligheder i fremtidige ældreboliger(!)

Sammen med en række nedskæringer på personalesiden (læs: aktiviteter for borgerne) rammes social- og omsorgsområdernes borgere igen igen.

Man må håbe, at handicaprådets indsigtsfulde kritik når frem til byrådet, for der er tydeligvis stadigvæk alt for meget skidt på bordet.

Indsendt af Vitus Jordan, Langå, formand for LEV Randers.

Kommentarer