Debat: Kære habit bandit: Nu stopper festen!
Af: Michael Aastrup Jensen, MF (V), valgt og bosat i Østjylland
Hvidvaskskandalerne har desværre vist os, at kriminelle handlinger findes i alle dele af samfundet, inklusiv på de bonede gulve.
Det er selvfølgelig ikke i orden, og derfor sætter vi nu hårdt ind imod hvidvask med en bred, politisk aftale. En aftale, der gør det langt sværere at svindle og giver langt hårdere straffe til dem, der stadig vil tage chancen.
Man skal kunne have tiltro til, at Finanstilsynet fungerer som en organisation uden interessekonflikter og løser deres arbejde uafhængigt af de ansattes personlige karrieredrømme. Derfor bliver det nu forbudt for ledende medarbejdere og direktionen at skifte direkte mellem et job i Finanstilsynet og et job i den finansielle sektor. Samtidig må Finanstilsynets formand og næstformand ikke have været ansat i det finansielle område de sidste 5 år, hvis de vil tiltræde disse poster. Dette vil udgøre fundamentet for at have tiltro til uafhængigt arbejde i tilsynet.
Tilsynet skal også have de ressourcer, det kræver at føre en troværdig kontrol. Derfor fordobler vi antallet af medarbejdere. Det giver et markant stærkere tilsyn, som der tydeligt har været brug for.
Straffen for finansiel kriminalitet bliver også markant hårdere. Straffen for at give forkerte oplysninger til Finanstilsynet går nu op til to år. Eller på godt jysk: Hvis man lyver for tilsynet, ender man bag tremmer, hvor man hører til!
Samtidig øger vi forældelsesfristen for brud med hvidvaskloven. Det kan ikke passe, at man skal kunne gå fri for grov, økonomisk kriminalitet, fordi sagen overskrider en tidsfrist. Hvidvask er svært at gennemskue, og derfor bliver forældelsesfristen øget til 10 år. Når man finder tegn på fusk i en virksomhed, kan man nu gå meget længere tid tilbage i virksomhedens aktiviteter. Det gør det langt mere risikabelt at svindle, og det er kun rimeligt.
Samlet set har vi i regeringen sat os i spidsen for en gevaldig opstramning. Det bliver sværere at svindle, og vi arbejder på at få gjort strafmulighederne hårdere og at kunne holde flere til ansvar.
Kommentarer