Debat og politik

Debat: Hvorfor står Randers Kommune og de lokale virksomheder i hvert deres ringhjørne?

Fra venstre: Peter Bogh Lindgaard, bestyrelsesleder DI Randers-Norddjurs, og Jens E. Kristensen, direktør Business Randers. PR fotos.

Debatindlæg af:
Peter Bogh Lindgaard, bestyrelsesleder DI Randers-Norddjurs, og Jens E. Kristensen, direktør Business Randers.

I Dansk Erhvervs seneste analyse, Forudsætning for regional vækst 2024, er Randers Kommune placeret som nummer 90 ud af 93 kommuner. I DI’s seneste analyse, Lokal Erhvervsvenlighed 24, lander Randers Kommune som nummer 70 ud af 91 kommuner, og hvis man kun kigger på virksomhedernes subjektive vurdering af kommunens overordnede erhvervsvenlighed, ja så er Randers Kommune placeret som nummer 83 ud af 91 kommuner.

Som embedsmand og politiker i kommunen må det give anledning til panderynker. Alt andet vil være mærkeligt. Der synes at være et mismatch mellem kommunens egen opfattelse af sin indsats inden for erhvervsområdet og så virksomhedernes oplevede værdi af kommunens indsats og præstationer inden for erhvervsområdet. Det bør vi som erhvervsliv og kommune sammen forsøge at gøre noget ved, da et narrativt om, at alt bare er dårligt, er faktuelt forkert. Der er områder, hvor kommunen faktisk klarer sig ganske godt.

Vi er grundlæggende af den opfattelse, at for at skabe en positiv og effektiv lokal erhvervsudvikling så kræver det, at virksomhederne og kommunen forstår, at de er gensidig afhængig af hinanden i form af et tillidsfuldt partnerskab, hvor man finder løsninger i et konstruktivt samarbejde.

Men tager vi udgangspunkt i de to nævnte analyser, så virker det til, at Randers Kommune og de lokale virksomheder i øjeblikket står i hvert deres ringhjørne. Altså det er en kamp mellem to modstandere frem for et partnerskab.

Vi er overbeviste om, at det er der ingen af parterne, der er interesseret i. Vi vil hver især, med det bagland vi har i ryggen, gerne bidrage til, at vi kommer ud af vores ringhjørner og i stedet mødes og udvikler den dialog og det samarbejde, der er behov for. En respektfuld dialog og et godt samarbejde, der fremadrettet skaber nogle gode rammer for erhvervslivet i Randers Kommune.

Vi anerkender, at dette kræver, at virksomhederne forstår, at de har et ansvar. Men det er også vores klare opfattelse, at der er plads til forbedringer i Randers Kommune. Vi har svært ved at få øje på politikere, der har klare visioner for erhvervslivet. Det kunne være ønskeligt med tydeligere politiske udmeldinger om, hvordan man vil skabe en positiv lokal erhvervsudvikling.

Vi er klart af den opfattelse, at det nu er tid, at kommunen gentænker sin erhvervsindsats. Det kræver efter vores opfattelse blandt andet en mere holistisk tilgang, hvor nogle af de siloer, der eksisterer internt i den kommunale forvaltning, nedbrydes. Vi bidrager gerne med ideer til, hvordan erhvervsindsatsen kan gentænkes.

Helt konkret!

Kommunen søgte inden sommerferien en ny erhvervschef. Desværre fandt man ikke en egnet kandidat. Vi vil derfor opfordre kommunen til at genstarte denne rekrutteringsproces og samtidig tilrette erhvervschefstillingen således, at stillingen er på niveau med de øvrige direktører direkte under kommunaldirektøren. Det vil give den nye erhvervschef en position, hvor vedkommende forhåbentlig har mulighed for at sikre, at erhvervsområdet får den nødvendige opmærksomhed i den kommunale forvaltning og hos vores lokale politikere.

Et sådant træk fra kommunens side vil sende et stærkt signal til erhvervslivet i Randers Kommune om, at man nu sætter erhvervsvirksomhederne på agendaen internt i forvaltningen, og samtidig at man selvfølgelig giver en ny erhvervschef det nødvendige mandat til at skabe og drive en aktiv erhvervspolitik, der skaber en sund og positiv balance mellem det politiske niveau, forvaltningen og erhvervslivet i Randers.

Kommentarer